23. juni 1915 – Friedrich Nissen: “Russerne raabte os – “God Morgen””

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I sin dagbog noterede han 23. juni:

“Dagen forløb hos os rolig, til venstre for os Artillerikamp – Vejret er meget fint Nissen og jeg soler os. Jeg har Natvagt fra 9-12. Dog er jeg ikke træt og bliver derfor i Skyttegraven til henimod Kl. 2 og da kunde jeg høre noget forresten ret morsomt, Russerne raabte os – “God Morgen”, som blev besvaret af os og saa gik det løs, et Raaben og Skrigen fra begge Sider. Begge Parter prisede den gode Modtagelse og Behandling som de vilde finde, naar de løb og gav sig til Fange, men Resultatet var ikke synligt; de syntes hinanden vist ikke rigtig troværdig. Lige overfor hvor jeg stod spillede en Russer Harmonika ganske brilliant og en tromlede dertil, det lød virkelig smukt ud i den klare, stille Morgenluft.”

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *