Senest ændret den 21. august 2016 20:58
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Ved afsejlingen fra Wilhelmshafen den 18. februar havde alle søfolk fået udleveret civilt tøj og forfalskede papirer.
I den forvirrede Time var hele Besætningen, som ved et Trylleslag, blevet forvandlet fra stramme tyske Matroser til civile Søfolk. Med ét var alt, hvad der lignede Militær, blevet strøget af os. Lille Karl Sørensen druknede i en mægtig Sixpence, mens Tømmermanden var blevet Indehaver af en Kasket med blank Skygge, som han anbragte saa stærkt paa Sned, at ingen kunde fatte, hvorledes den kunde blive hængende. Han stod med skrævende Ben i Færd med at lodde Dybden i de nye Bukselommer, og saa vidt jeg kunde se paa hans Ansigt, var Prøven faldet heldigt ud. I den Tid, jeg havde kendt Tømmermanden, havde han kun ved ganske enkelte Lejligheder haft Hænderne oppe af Lommen, og her saå det ud til, at han havde faaet et Par Lommer, hvor han rigtig følte sig hjemme.
Den kærlige Sjæl, der havde pakket dette Tøj sammen til os, havde arbejdet med en ikke ringe Fantasi og Sans for det maleriske. Min Hjerne arbejdede tungt med en vanvittig Tanke: — Var det virkelig en Depotunderofficer, der havde ført denne Tanke ud i Virkeligheden. Jeg forsøgte at se Manden for mig, men forgæves. Tanken var umulig. Det maatte være hans Kone eller hans Datter. Jeg anede en kvindelig Haand bag dette Udvalg af civile Dragter.
Der var ikke to Mand, som var ens paaklædt. Var Frakkerne ikke forskellige, saa var Uldtrøjerne det, og der var ikke to ens Sixpencer om Bord. Min saå ganske anderledes ud i Bundfarven end Karl Sørensens, og denne var igen forskellig fra Peter Hansens Kasket, og foruden disse tre fandtes der endnu flere Nuancer og en Del saakaldte svenske Sømandskasketter med blank Skygge. Benklæderne varierede lige stærkt i Farve og Snit, og ogsaa Halskludene var forskellige til det forvirrende.
Der blev sagt ikke saa faa Ting om vore nye Uniformer, men endnu mere om de Søfartsboger, vi havde fundet i Lommerne paa vore Frakker og Stortrøjer. De var forfalskede allesammen, og de faa Tyskere, der var om Bord, havde endog faaet falske Navne. Den ene af de tyske Fyrbødere hed nu Bror Johansson, men blev aldrig kaldt andet end Bror, og den anden hed Svensson. Jeg havde faaet Lov til at beholde mit Navn, der aabenbart maatte være blevet betragtet som tilstrækkeligt tillidvækkende dansk, men det øvrige, der stod i Bogen, lod meget tilbage at ønske i Betning af Sandfærdighed.
Saaledes stod der, at jeg var født i Esbjerg, og at jeg havde sejlet lige siden min Konfirmation paa en lang Række Skibe, som jeg end ikke kendte Navnet paa. Det var helt ejendommeligt at se saa megen aabenhar Løgn paa Tryk og med Underskrifter og Attester under, og paa mig, der endnu havde nogen Respekt for det skrevne Ord, var det helt forvirrende at læse denne Bog igennem. Da jeg var færdig, var jeg ikke helt sikker paa, hvilken af de to Nis Kock’er jeg egentlig var — om jeg var den unge, helbefarne Sørøver fra Esbjerg eller den fredelige Maskinarbejder fra Sønderborg.
De andres Bøger saa ikke stort bedre ud. De fleste viste sig at være født indenfor Kongeriget Danmarks Grænser. Vi var et Par Stykker fra Esbjerg, nogle fra Aalborg og Aarhus og en Del fra København. Ogsaa en Marstalmand havde vi om Bord. Telegrafisten, som var fra Hamborg og kunde tale Fransk, var med paa belgiske Papirer, og de fleste Tyskere paa svenske. Kun en eneste Mand om Bord havde en helt sandfærdig Søfartsbog. Det var Svenskeren Karl Sørensen, der var med paa sit eget Navn og paa sin gode svenske Fødebys Navn.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
