Asmus Jensens enhed forlod Bukarest den 10. november 1918. Den 23. december nåede han endelig til Berlin. Undervejs havde han byttet uniform med en ungarsk soldat – men det var ikke nogen god idé!

Paa Stationen ved den bajerske Grænse var der dækket Bord til mange hundrede Mand. I Bajern var der nemlig forholdsvis rigeligt med Mad, og man havde Raad til at bespise Soldaterne, efterhaanden som de kom.

Der blev ogsaa baade vi og vort Tøj rensede, og saa kørte vi videre til Saksen.

I Leipzig kørte et andet Tog ind i vort. En Mand dræbtes, flere saaredes og Vognene blev meget ramponerede. Men vi kørte videre med de samme Vogne. I den Vogn, hvor jeg var, kunde jeg hele Tiden sidde og se ned paa Skinnerne gennem det splintrede Gulv.

Den 23. Decbr. naaede vi Berlin. Vi havde noget Ophold, og jeg og et Par andre — ogsaa i østerrigsk Uniform — gik ud i Byen for at se os om. Her var jeg jo nemlig godt kendt.

Vi stod og saa paa Rigsdagsbygningen, da der pludselig samledes nogle unge Fyre, Børn og Kvinder om os. »Verfluchte Oesterreicher« raabte de og gik løs paa os med Stokke og Paraplyer. Tyskerne gav nemlig Østerrigerne Skylden for, at de tabte Krigen.

I det samme kom der nogle Soldater til, som jeg i en Fart viste min Soldaterbog, og de hjalp os bort fra vore Angribere og hen til Banegaarden.

Om Aftenen skulde vi med Toget til Hamborg. Perronen var stuvende fuld af Mennesker, og det var klart, at kun en lille Part af dem kunde komme med Toget. Der var Uroligheder i Berlin i de Dage, og mange Mennesker søgte derfor bort fra Byen.

Toget kom baglæns ind foran Perronen, og i Løbet af et Øjeblik, mens det endnu var i Gang, var det fyldt af Mennesker. Man sprang ind baade ad Døre og Vinduer. Hvert eneste Vindue i de store Gennemgangsvogne blev knust.

Jeg var da ogsaa sluppen ind, men da vi kørte, var det ikke at se, at Menneskemængden paa Perronen var svundet.

Jeg naaede saa hjem til Juleaften efter at have været Soldat i over syv Aar.

Sønderjyske Årbøger 1928