Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.
Påskedag 1916
Kære forældre!
Jeg må ikke skrive dansk mere hjem, men i betragtning af, at I ikke kan tysk, gør jeg det alligevel.
Det har regnet ustandseligt i går og i nat, og det er temmelig klamt og koldt, så man har absolut ingen festfornemmelser. Nu har jeg holdt min anden jul og anden påske i felten; det er just ikke opbyggeligt at se tilbage på.
Til dagligdags går den ene dag som den anden, og man tænker ikke så meget; men kommer der sådan en festdag, så drager tanken uvilkårligt tilbage, og så bliver man så underlig tung over den kendsgerning, at krigen har varet så længe og endnu absolut ikke er til ende. Jeg tror også, at de næste måneder vil bringe store omvæltninger med sig, og måske vil de endogså bringe den afgørelse, der er en betingelse for freden.
Nu rejser Johanne snart hjemmefra, og Jens flytter også. Jeg er glad for, at han har opgivet Als, for han hører hjemme på Sundeved.
Far har været med til M. Andresens begravelse i Åbenrå; jeg tror også, at sprogforeningen med ham har udspillet sin rolle. Forhåbentlig får vi efter krigen sådanne forhold, at den over flødiggøres. Det er ikke let at forestille sig, hvordan det bliver efter krigen.
Nå, jeg må slutte, for jeg må ikke fortælle det mindste her nede fra mere.
Hilsen til jer alle fra eders hengivne søn Kresten
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.