Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr.

Den [næst-]sidste Lørdag i Marts var Hans Poul Petersen og jeg paa Arbejde i Grusgraven. Skovvejene trængte til en lille Udbedring; de var blevet medtaget af Kørslen i Vinterens Løb. Skovlens Plade klang mod Grusharpens Kant, mens Kiselstenene trillede ned ad det flettede Staalnet.

Hans Poul var i daarligt Humør. Utroligt, hvor opfindsom hans Hjærne var med at fremdrage alt det, der kunde vrøvles om.

Det er dog skammeligt,« sagde han, »saadan en Tid det tager med disse hersens Fredsforhandlinger. De Herrer dernede i Paris laver ikke et Hak; de bryder sig ikke en Døjt om, at vi gaar her og længes efter Kone og Børn. Jeg tror min Sandten ikke, at vi kommer hjem endnu det første Aar! Og de kan heller ikke undvære mig derhjemme; der ligger en Masse Arbejde og venter paa mig, og hvad i al Verden skal det blive til i Høsten. Det bliver ravgalt!«

»Saa, saa, Hans Poul,« indskød jeg, »tag den nu lidt med Ro; maaske siger vi Farvel til Frankrig, inden vi aner det.«

»Ja, du, du kan sagtens snakke, du har hverken Gaard, Kone eller Børn. En lille Trøst er der da endnu, og det er, at Tyskerne ikke har vundet Krigen, thi saa havde de pinedød rendt med baade Hus og Hjem. nu haaber jeg da, at Stumperne er holdne, naar jeg kommer filbage.«

Med ét kom Peter Lauritsen fra Avnbøl løbende og raabte ned i Grusgraven til os: »Ja, nu kan I godt holde op med at arbejde, for nu skal vi hjem til Mor!!! –

Der gik en Bæven igennem os, og vi stirrede paa ham. Var han en Gæk, eller bragte han et himmelsk Budskab? Var det sandt, eller var det ikke sandt?

Tankerne stod stille mellem Tro og Tvivl, og kun langsomt blev de rangeret over paa Troens Spor. Stiltiende saa vi fra den ene til den anden.

»Maa vi nu virkelig ogsaa tro det?« spurgte Hans Poul lavmælt.

»Ja, ja!« raabte Peter Lauritsen, »vi fik Telegram Kl. fire, at vi skal rejse i Morgen tidlig med første Tog!«

Og saa løb han tilbage igen tværs over Markerne.

Nu var vi overbeviste. Det vidunderlige var sket.

Om et Par Dage vilde vi, efter en begejstret Rejse, sidde hjemme hos Mor. Fem Aars Krig og Fangenskab vilde være tilbagelagt og alt være godt igen.

I en Haandevending fik vi Arbejdsredskaberne ind i Skuret, og
saa tog vi Vejen i Trav. Sikken en Fremdrift der var kommet over os!

I Kantonnementet var der et vældigt Røre. Der var en Spørgen og Raaben, Løben frem og tilbage, Kufferter og Kasser blev pakket; valgt og vraget blev der blandt de gamle Sager, en vaskede sig, en anden barberede sig, og en tredie kogte Kaffe — altsammen med en Ivrighed, man slet ikke var vant til at se.

Rejsebudskabet havde en uhyre psykisk Virkning. De halte kunde løbe, de døve var lutter Øre; alt det klagende, det sure og gnavne, Smerter, Sygdom, Opposition, »Fangeklaps«-Psykosen — alt var forsvundet med ét Slag. Var det de samme Mennesker?!

»Hjem til Morl«
»Hjem til Mor!!«

Saadan lød det i Forbigaaende, som en hjertelig, frydefuld Hilsen, det laa i Stemmen, i Tonefaldet. I disse tre Ord laa fem Aars Savn og Hjemlængsel.

Nu var der imidlertid indløbet Ordre fra Hr. Eriksen i Paris, at vi skulde have en Festmiddag til Afsked.

Køretøjet blev rekvireret nede fra Slottet, og et Par Mand fremskaffede i susende Trav de allerede bestilte Madvarer fra Vendome. Der var Suppe med Oksekød, Kalvesteg, Fisk med grønne Ærter. Dertil fik vi saa meget af Hr. Eriksens udmærkede Vin, som vi vilde drikke. Til Dessert var der Chokolade og Smørkræm.

Fine Sager. Chokoladen smagte meget delikat; men med Hensyn til Smørkræmen var der delte Meninger.

Nogle rystede paa Hovedet og skar Ansigter, andre skyllede i en Fart den første Mundfuld ned med et Glas Vin for derefter i Tavshed at studere de andres Miner. Nogle taktløse Brushoveder paastod endog ganske respektstridigt, at Smørkræmen smagte af Sennep.

»Poul! hvor er Poul, ham Køkkenhingsten« ?
»Hør, Poul, hvad er det her for en Slags Dessert?«
»Dessert!« — Poul smagte en Skefuld og spyttede
».Ja, nu maa I skam undskylde mig allesammen i Skyndingen har jeg rent glemt at sige Jer, at det her var Sennepsaucen, som I skulde have haft til Fisken.«

»Aa, dit Brokkethoved! Nu har vi siddet her og spist denne Sennepsauce med Ske i den gode Tro, at det var Smørkræm!«

Vi festede til langt ud paa Natten, der var alligevel ingen af os, som kunde sove.

Ved Midnatstid kom jeg i Tanker om, at jeg dog burde sige Farvel henne i Købmandshandelen hos Motheron.

Begge de gamle Mennesker sad da oppe endnu for at vente paa mig. »Vi vidste bestemt, at De vilde komme for at sige Farvel til os, inden De rejste hjem,« sagde de. Den gamle venlige Mor havde endog bagt
ekstra gode Boller, som stod paa den lille Trækulsovn for at holde sig varme, til jeg kom.

Vi drak et Glas Vin til Bollerne, og ved Afskeden blev jeg omfavnet
af dem begge to og fik et rørende Kys paa Kinden med et: »Farvel og lykkelig Rejse!«

Derfra gik jeg hen til »Sutten« og hendes Mand for at se, om de var oppe. Døren var lukket; men da Manden hørte, at det var mig, lukkede han straks op. Jeg er bedrøvet over, at jeg ikke har hørt om Deres Afrejse noget før,« sagde han, »thi saa havde jeg købt et
Kalvehoved og lavet det lækkert til i Olie og Eddike.

De kan tro, det skulde være blevet en rigtig Afskedsfest; men er De sulten, skal jeg straks gaa hen til Slagteren for at se, om han har noget.«

Jeg takkede for hans smukke Tanker og maatte forsikre ham flere
Gange, at jeg intet kunde spise. Jeg sagde Farvel og fik en halv Flaske gammel Vin med paa Rejsen.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab