22. maj 1915. Vagtmand amok: Skarpe skud i Harreby ved Fole

Marie Maskov Petersen, Harreby ved Fole, fortæller om en dramatisk episode i Harreby ved Fole pinselørdag 1915.

Min nu afdøde Mand, Laurits Petersen, var dengang endnu hjemme, idet han som gammel Landstormsmand først blev indkaldt omkring December 1915. Vi havde her paa Egnen fra første Dag Indkvartering af Soldater. Nogle af dem var flinke og pæne Folk, andre mindre behagelige. Det er om en af disse sidste og om de Besværligheder, han bragte os, jeg her vil berette.

Denne Soldat var indkvarteret hos os, men han drak som en Svamp, ja, han var en ren Drukkenbolt og gik jævnligt paa Frierfødder til Gram. Han meget beruset. Vi havde faaet Besked om fra hans Kammerater, at hans Kone om Aftenen kom paa Besøg fra Hamborg. Fyren havde ellers hele Tiden fortalt os, at han var Enkemand, og jeg sagde derfor til ham, at jeg nok skulde fortælle hans Kone om hans Bedrifter.

Under dette kom en af vore Bekendte, Eskild Slott fra Hygum, ridende. Han vilde lige over og hilse paa os, og han stod nu og talte med min Mand; men nu blev Drukkenbolten Fyr og Flamme. Han gik hen og forlangte at se hans Pas. Eskild svarede, at han jo allerede tidligere havde haft Lejlighed til at se det hele to Gange, og da han nu oven i Købet tillod sig at bebrejde ham, at han var beruset, blev Fyren aldeles rasende. Han fo’r ind i Huset og hentede sit Gevær, stormede ud igen og lagde sig paa Knæ og begyndte at skyde efter ham.

Eskild havde dog faaet et Forspring og naaede i Sikkerhed hos Johannes Paulsen, der havde tre Mand indkvarteret. Disse sneg sig nu ned langs Hegnet og kom bag paa Skytten. Vi havde laaset Døren. Gamle Bedste og Børnene løb ud gennem Stalden, og jeg klatrede ud gennem Vinduet i Sovekammeret. Min Mand krøb op paa Loftet og tog Stigen med sig.

Men nu vendte den balstyrige Soldat sig om; han rendte over til Døren, slog den i Stykker og raabte: „Ud med dig og din Mand! Jeg skal skyde jer ihjel!“ — Heldigvis varede det ikke længe, inden Soldaten ved Hjælp af Vagtmandskabet fra Byen blev afvæbnet. Paa Vejen til Gram mødte han sin Kone. Hun kom saa ud til os og blev her Natten over.

Hele Episoden fik dog et Efterspil; vi kom nemlig i Forhør, først i Harreby, senere i Flensborg, og den 1. December blev min Mand indkaldt og sendt til Strassbourg.
Resultatet af Afhøringerne blev, at den hidsige Soldat blev erklæret for utilregnelig; men det vilde Overkrigsretten, der havde faaet Akterne tilsendt, ikke tro paa, og den 10. December blev jeg derfor stævnet for Retten i Altona, hvor Sagerne nu skulde uddybes nærmere.

Min Mand blev ogsaa ført dertil.

Ledsaget af en Underofficer blev jeg ført ind i Retten. Jeg havde en Følelse af, at jeg vandrede lige ind i Løvens Gab. Der sad nemlig ni høje, gallaprydede Herrer i Lokalet, og de gloede paa mig og nedstirrede mig; men jeg tænkte bare, at nu gjaldt det kun om at holde Ørene stive.

Vidnerne — Soldater, der havde været indkvarteret i Harreby — blev kaldt ind, de blev udspurgt om, hvorledes Kvartererne havde været, og de svarede, at de havde haft det godt. Jeg havde muligvis været lidt brysk, men det forstod de godt, og det var sikkert ogsaa nødvendigt. Jeg blev derefter opfordret til at aflægge Ed paa, at hele Tildragelsen var foregaaet, som jeg havde skildret den. Da det var overstaaet, sagde de høje Herrer: „Vi betvivler ikke, hvad Fru Petersen siger!”

— Nu spurgte jeg, om min Mand ogsaa skulde til Afhøring, for hvis dette var Tilfældet, vilde jeg anmode om, at han fik en Tolk stillet til Raadighed. Da de hørte dette, fo’r de op og raabte: „Og saa er han endda preussisk Soldat!” — men jeg sagde: „Undskyld, mine Herrer, min Mand er 45 Aar, han har gaaet i dansk Skole, og han er kun Soldat efter Ordre!”

— De ønskede dog ikke at drøfte dette Anliggende nærmere med mig, og Enden af Historien blev, at den udfordrende og krigslystne Soldat blev afvæbnet. Han sagde, at jeg havde været et skrapt Vidne; men Retten svarede ham, at han fortjente en rigtig god Omgang Prygl, hvortil han ytrede noget om, at han dog haabede at have gjort sig fortjent til Jernkorset

Jeg fik for min Ulejlighed Rejseudgifterne godtgjort, og mine Udgifter havde jeg nu ikke beregnet for lavt, og derefter kunde jeg atter rejse hjem; men min Mand maatte atter tage tilbage til Strassbourg.

DSK-årbøger 1946

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *