Stormen

Flandern i April.

Det var en Eftermiddag i April. Vi havde faaet vor Portion Granater og glædede os til Afløsningen, som skulde komme om Aftenen. Til Tidsfordriv fik vi os et lille Slag Kort i et Hjørne af Skyttegraven. Vi havde indrettet os rigtig hyggeligt med Skamler som Stole og et Bord af et Par Stormstiger og en Teltbredde. Luften var ren paa et Par Flyvere nær, som kiggede os i Kortene, saa vi kunde uforstyrret hengive os til det ædle Skatspil.

Da kommer vor Feldwebel ilende og forkynder „forhøjet Alarmberedskab“. Det kan nok være, at vi fik Kortene til Side i en Fart. Der lagde sig en uhyggelig Tavshed over Skyttegraven. Hver Mand stod paa sin Post med paasat Bajonet. Befalingsmændene stak Hovederne sammen, deres alvorlige Miner røbede, at der var noget usædvanligt paa Færde.

Siden hin Aften er vi Gang paa Gang bleven alarmerede, og tilsidst var vi tilbøjelige til at tro, at det var blind Alarm det hele. Men den 22. April blev det Alvor.

Hen paa Eftermiddagen saa’ vi til højre for os en gullig Sky Resultatet var over Forventning. Snart gik det som en Løbeild gennem vor Skyttegrav: „Held og Sejr!

L ………….. er i vore Hænder“! Der gjordes et ret betydeligt Bytte af Fanger – mest Farvede – og Kanoner, medens Tabene paa tysk Side skal have været forholdsvis ringe.

Hen paa Aftenen stilnede Kampen af. „Det var Slutningen paa Dagens Forestilling“, sagde min Korporal. For hans Vedkommende slog det ikke ganske til. Han faldt samme Nat for en Shrapnellkugle, der kom fra Flanken, ovre fra L ………….. Han stod ved min højre Side, min venstre Sidemand fik en Kugle gennem Huen og en i Geværkolben. Jeg slap med Skrækken.

A. [Kan være P.A. Callø, RR]