21. januar 1918. Indkaldt: “Vi var ikke andet end store drenge …”

Christian Paulsen, Daler, blev indkaldt til IR84 i begyndelsen af 1918.

Da krigen brød ud i 1914, havde jeg ikke regnet med at komme i trøjen, for da skulle krigen jo efter tyskernes mening gøres færdig i en fart.

Jeg blev konfirmeret 1915, og allerede i efteråret 1917 måtte jeg stille til session på Tonhalle i Tønder.

Der var ikke mange, der slap for at blive soldat. Man skulle næsten — som man siger — »komme med hovedet under armen« for at blive fri.

Jeg blev taget til infanteriet og skulle have været ind samme efterår, men jeg blev dog fri til januar 1918. Hvis jeg skulle blive hjemme, måtte min husbond af sted, og så blev det altså mig, der måtte  trække i den tyske trøje.

Det var den 21. januar 1918.

Sammen med en hel del andre fra min hjemegn mødte jeg på Junkerhulvejkasernen i Flensborg og blev samme dag ført til Slesvig, hvor jeg blev tildelt 1. kompagni af regiment 84.

Jeg kan ikke just sige, at det var videre godt at være der i Slesvig. De var lidt hårde ved os, for vi skulle jo i en fart have lidt uddannelse, så vi kunne komme til fronten og blive indsat, hvor der var mangel på tropper.

Vi var dog ikke andet end nogle store drenge — lige fyldt 18. år.

DSK-årbøger 1961.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *