20. november 1918. Nordslesvigernes henvendelse til den danske regering

Den 20. november 1918 overrækker rigsdagsmand i Berlin H.P.  Hanssen personlig den danske gesandt i Berlin følgende skrivelse.

Aabenraa, den 18. november 1918.

Til
Den danske regering

På de danske nordslesvigeres vegne overrækker jeg hermed ærbødigst den danske regering en resolution, som deres poli­tiske organisation, Vælgerforeningen for Nordslesvig, den 17. november d. å. har vedtaget på et møde i Aabenraa.

Samtidig vedlægger jeg en skrivelse fra udenrigsministeren for den tyske republik, hvis regering dermed under henvisning til præsident Wilsons fredsprogram anerkender vor ret til selv at bestemme vor fremtidsskæbne på grundlag af folkenes selv­bestemmelsesret.

Idet jeg henviser til disse aktstykker, beder jeg regeringen om ved en henvendelse til de allierede at foretage de skridt, der er nødvendige, for at den danske befolkning i Nordslesvig under forhandlingerne om afslutningen af verdensfreden kan få sin ret anerkendt og dermed i en nær fremtid sit brændende ønske om at blive genforenet med sit gamle fædreland Dan­mark opfyldt.

I ærbødighed,
H. P. Hanssen,
rigsdagsmand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *