Den anonyme “Chr.” gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment Nr. 84.

Den 20. November Kl. 7 Morgen aabnede det engelske Artilleri et Bombardement paa vore Stillinger med en Virkning, som om Verden skulde forgaa.

Understandene gyngede, og det var umuligt under Beskydningen at slippe ud af dem. Det tyske Artilleri havde skudt hele den foregaaende Nat for at svække Angrebet, men ganske uden Virkning, og da det engelske Artilleri tog fat, forstummede det tyske næsten ganske.

I Ly af Artilleriets tilintetgørende Ild gik engelske Tanks frem til Angreb. Et kæmpemæssigt Opbud af ca. 300 Tanks krøb langsomt, men sikkert og støt frem imod de tyske Linjer, spyende Død og Fordærvelse omkring sig. Disse Tanks lod sig ikke standse af nogen Ting, de gik over Lig, over Granathuller, over Skyttegrave og trængte efterhaanden langt ud over de tyske Linjer og afskar i Løbet af 2 Timer flere Regimenter.

Tyskerne ydede en fortvivlet Modstand, og det kom i Løbet af den sidste Time til forbitrede og blodige Nærkampe.

Al Modstand var forgæves. Efter de 300 Tanks fulgte det engelske Infanteri, som i Løbet af Formiddagen sendte 12,000 tyske Fanger tilbage. Blandt dem var ogsaa alle de overlevende fra 84ernes 2. Batl. Ved Haurincourt den 20. Novbr. 1917 fandt Bataillonen sit Waterloo. Dets Saga var ude. Vi var afløst for bestandig.

Jeg laa under Bombardementet i en lille Understand og ventede paa, at Ilden skulde dø hen. Ved 9:30 Tiden syntes jeg, det blev »Opholdsvejr«, og jeg krøb derfor frem af mit Skjul.

Vore egne saa jeg intet til. Jorden var gennemrodet af Granaterne. I en Sænkning et Stykke borte laa en havareret Tank. Flyverne kredsede over og bagved de tyske Linjer, hvor jeg nu ogsaa saa de engelske Tanks i Virksomhed. Jeg følte mig ene og fremmed, forladt og afskaaret, og jeg var klar over, at jeg nu var i Fangenskab. Jeg løb tilbage til Understanden for at samle mine Ting sammen. Mens jeg var optaget heraf, hørte jeg nogen rumstere oppe ved Indgangen.

Der var flere, som talte sammen, men i et Sprog, jeg ikke forstod. Det var Englændere. Der lød Skud, og Kuglerne peb ned i Understanden til mig. De deroppe raabte noget, jeg ikke forstod. Jeg stod alene midt paa Gulvet og vidste ikke mit levende Raad. Skulde jeg forholde mig rolig, eller skulde jeg gaa op til dem?

I det samme hørte jeg en Genstand komme hoppende ned ad Trapperne. Jeg vidste, det var en Haand-granat, og at i næste Nu vilde Understanden ryge i Luften med mig. Hvordan skulde jeg kunne redde mig fra Granatstumperne og fra den Geværammunition, som laa opmagasineret i Understanden, og som sikkert vilde blive antændt samtidig? De Sekunder, der gik, indtil Haandgranatens Eksplosion rystede Rummet, var nogle af de længste og værste, jeg har oplevet. Da Eksplosionen endelig kom med et voldsomt Brag, sad jeg sammenkrøbet bag en Smule Afklædning ved Siden af Døren. Understanden kom i Brand, og en kvælende Røg fyldte det snævre Rum. Jeg havde nu Valget imellem at indebrænde eller berøve mig selv Livet. Jeg havde fat i Revolveren, spændte Hanen og løftede den mod Hovedet.

Men — nej, det kunde jeg alligevel ikke. Flammerne slikkede, og hvert Øjeblik kunde Geværammunitionen ryge i Luften.

Jeg sprang mod Udgangen. Muligvis stod Englænderne deroppe og ventede mig med en ny Haandgranat. Muligvis var de gaaet deres Vej. Det var min eneste Chance. Saa krøb jeg ud, op ad Trapperne og naaede ud i det fri — uskadt.

Der var ingen til at tage imod mig. Jeg var lige saa ene som før.              

2—300 Meter bagved de tyske Linjer saa jeg det engelske Infanteri i stadig Fremrykning. Jeg vendte mig og saa til den anden Side og opdagede nu to Skotter oppe paa Understanden med et Maskingevær. Jeg rakte begge Hænder i Vejret for at tilkendegive, at jeg var i deres Vold. De lo af mig og gjorde Tegn til, at jeg skulde komme nærmere.

De gloede paa mig og spurgte, om jeg havde et Lommeur, hvad jeg benægtede. Saa tog de mit Armbaandsur og gjorde Tegn til, at jeg kunde gaa.

Jeg gik i Retning af Hulvejen, og kom til det Sted, hvor Bataillonsstaben holdt til under Slaget. Det Syn, som mødte mig i Hulvejen, kan ikke tolkes med Ord. Blodet flød fra Døde og Levende, der laa i Bunker mellem hinanden. Her i denne Hulvej søgte de sidste Rester af 84’ernes 2. Bataillon sammen, efterhaanden som de trængtes tilbage af de angribende Englændere. Til sidst var der kun Bataillonskommandøren, Kaptajn Soltau, hans Adjudant, Løjtnant Elson, og nogle faa Mænd tilbage.

Soltau kæmpede som en Løve. Selv saaret holdt han ud med de sidste. Med sin Revolver som Vaaben laa han mellem Skytterne i den haabløse Kamp mod de angribende Tanks. Da han saa, at alt var ude og Stillingen var afskaaret, gik han ned i Bataillonsunderstanden, skød først sin Hund og derefter sig selv; han vilde ikke i Fangenskab. Det samme gjorde hans Adjudant.

Da jeg kom til Understanden, var de forlængst døde, og engelske Officerer var i Færd med at gennemrode Understanden efter Kort og andre Papirer.

Ogsaa Soltau var en god og retfærdig Officer. Han havde som ung Løjtnant tjent ved Garnisonen i Haderslev, og var ikke ukendt med Forholdene i Nordslesvig. Engang, mens han gik forbi i Skyttegraven, hvor jeg sad og læste i »Modersmaalet«, standsede han, pegede paa Bladet og sagde: »Na, sind Sie auch einer von denen« — — ? Men han ventede ikke paa Svar, klappede mig blot paa Skulderen og gik videre. Det lille Træk karakteriserede Manden. Ved Verdun fik alle Nordslesvigere ved Bataillonen en Dag Ordre til at møde, Kaptajn Soltau vilde tale med dem Anledningen var, at ikke saa faa Nordslesvigere efterhaanden ikke vendte tilbage fra Orlov, men gik over Grænsen til Danmark. Det var af den Grund paalagt ham at tage Nordslesvigerne ordentlig i Skole. Men Soltau indskrænkede sig til at sige: »Kinder, seid vernünftig!«

Jeg blev endnu engang omringet af engelske Soldater, som spurgte efter mit Lommeur. Jeg viste dem Lommekniv, Pung og hvad jeg ellers havde, men det vilde de ikke have. Tilsidst maatte jeg udlevere mit Lommeur, som en af dem puttede til sig. I min venstre Lomme sad en halvlang Pibe, som jeg havde reddet ud af Understanden, og som var mig næsten dyrebarere end Uret. En saadan Indretning havde Englænderne aabenbart ikke set før. De tog den, endevendte den og betragtede den undrende fra alle Ender og Kanter. Jeg vilde meget nødig af med Piben og rakte Haanden frem for at faa den tilbage. Enten har jeg eller ogsaa de misforstaaet Situationen, thi i det samme sprang en af dem frem imod mig med fældet Bajonet, og var jeg ikke skyndsomst sprunget til Side, var jeg ganske utvivlsomt blevet gennemboret for Pibens Skyld. Saa maatte jeg ogsaa opgive den, og efter nogen Tids Forløb blev jeg sammen med andre tyske Fanger ført tilbage. Jeg og en til bar en saaret engelsk Soldat imellem os.

Det tyske Artilleri skød nu kraftigt. Vi skulde igennem denne Ild og havde saaledes endnu paa det sidste en Chance for at blive ramt af vore egne Granater. Vi slap dog ogsaa helskindede gennem denne Skærsild, men kun for at gaa ind til en ny.

Undervejs tilbage kom vi forbi en engelsk Forbindingsplads, og det var os her en Tilfredsstillelse at se, hvorledes engelske og tyske Soldater med samme Saar fik nøjagtig ens Behandling; der blev ikke gjort Forskel, fordi nogle var Fanger. Vi fik Kiks og The og blev derefter ført tilbage til et Sted i Nærheden af Bapaume.

Overalt vrimlede det med tyske Krigsfanger. Englænderne var ikke forberedt paa at modtage 12,000 paa en Gang fra et saa forholdsvis lille Omraade. Der var ingen Steder, de kunde faa os anbragt, de kunde ikke overkomme at faa os bespist. I 3 Døgn stod vi pakket som Sild i en Tønde paa et indhegnet Stykke Mark. Stod op Nat og Dag og uden at faa hverken vaadt eller tørt. Det var en forfærdelig Tid.

Almanak for  Nordslesvig 1935, s. 62-95.