Manden i Brønden
(Feltbrev til “Flensborg Avis”.)
Den 20. Januar 1918.
Men oplever mangt og meget herned ved Fronten, men at finde en Mand, der havde ligget 7½ Døgn i en 18 Meter dyb udtørret Brønd, hører vel nok til Sjældenhederne.
Det var i Nordfrankrig, I Oktober i Fjor, kort bag ved forreste Linje; i en sammenskudt Landsby havde vi Forbindelsesplads, og vi Sygebærer havde paa vore natlige Ture ud til Stillingen gentagende
hørt nogle underlige dumpe Hyl, som syntes at komme langt borte fra vi agtede derfor ikke videre derpaa. Dog da vi en tidlig Morgenstund (det var den 19. Oktober) igen Hørte Raabene, gik vi efter Lyden og fandt Mellem Ruinerne en aaben Brønd, hvorfra Nogle høje Raab om Hjalp trængte op til os.
Efter at vi havde forskaffet os et langt, stærkt Tov firedes en Mand ned, som bandt den forulykkede fast, saa vi fik ham rask op til Dagens Lys. Vel var han stærkt medtagen, men han havde foruden et Brud af venstre Fodled kun nogle Hudafskrabninger, saa vi undredes over, at han var kommen saa godt fra denne Rejse ned i Dybet. Han kom straks under Lægebehandling og blev paa Forbindingspladsen til om Aftenen. Han fortalte os følgende:
Han var 28 Aar gammel, født i Glückstadt, og hørte til et Maskingeværkompagni, var den 11. Oktober efter Mørkets frembrud gaaet tilbage for at hente Levnedsmidler. Paa Tilbagevejen havde skudt Genvej over Grushobene og faldt derved ned i Brønden, hvorved han tabte Bevidstheden.
Da han igen kom til sig selv, indsaa han straks det fortvivlede i sin Stilling. Der laa ingen Tropper i Byen, kun om Natten var der nogen Færdsel fra og til Stillingen: dog fandt han til sin store Glæde, at de hentede 5 Brød og 5 Feltflasker med Kaffe velbeholdne var komne med ned, saa han foreløbig havde Levnedsmidler nok.
Men da den ene Dag gik efter den anden, uden at der paa hans Raab kom Hjælp, slap Levnedsmidlerne op, og hvad der var det Værste, han led til sidst af Tørst, saa han med fin Lommekniv forsøgte at aabne Pulsaaren paa venstre Haandled for at stille den brændende Tørst.
Jeg har varet med til at hente mange saaredede i forreste Linje, har modtaget mangen en grav [sic!] Tak, men sjælden har jeg set et Menneske saa lykkeligt som denne Mand; da vi om Aftenen bragte ham videre, græd han af Glæde over at vare bleven reddet.
H. F.
(Flensborg Avis 11. februar 1918)