Sønderborgeren Max Valentiner var kaptajn på ubådskrydseren U157 og befandt sig efter årsskiftet 1917/1918 i Atlanterhavet udfor den nordafrikanske kyst, hvor han en mørk nat tabte en konvoj af syne.
Men jeg forfulgte konvojen med al kraft for at angribe den, når det blev lyst. Da den afrikanske sol den næste morgen stod strålende op, kunne jeg da også se en røgsøjle foran mig. Men det gik snart op for mig, at konvojen var forsvundet, og at denne damper enten ikke tilhørte den eller også var blevet tilbage.
Det var kun en kort skudveksling: damperens nedslag lå langt væk, på månen, som sømanden siger. Damperen var en stor græker [Kithira/red], der havde en last på ca. 6.000 tons i palmeolie i fade. Grækerens kaptajn førte det stolte navn Themistokles. Mens hele besætningen ventede i to redningsbåde ved siden af vores ubådskrydser, undersøgte vi damperen.
Den gjorde et ret snavset, trist indtryk. Men det som interesserede mig, var dens ladning af olie. Jeg besluttede mig for, hvis vores maskiner kunne arbejde med olieen, at fylde mine oliedepoter op og tage damperen med som reserve. Jeg kunne da føre krig, så længe jeg havde lyst, kunne overraskende dukke op ved Kapstaden og i Daressalam, kunne understøtte Lettow, eventuelt senere anløbe de indiske havne og på den måde føre en krydserkrig, der ville fylde verden med forundring og rædsel.
Jeg spandt videre på mine planer: Skulle min artilleriammunition blive brugt op, så kunne jeg montere den erobrede dampers kanoner. Torpedoer havde jeg nok af, hovedsagen var brændstof, og den gav grækeren mig i rigt mål.
Jeg tog straks to fad fra damperens dækslast ombord og lod dem fylde i dieseltanken. Vi var netop i gang med at oplade vores batterier. En af de to dieselmotorer var i gang, jeg kunne foretage prøven. Sandelig, palmeolien lod til at smage motoren godt, den fortsatte roligt. Ingeniøren spurgte, om jeg havde noget imod at starte den anden dieselmotor og lade den køre på olien.
Jeg var naturligvis begejstret og glædede mig, da snart derefter begge maskiner løb fantastisk. Vi overvejede nu, hvordan vi bedst og mest praktisk kunne fylde den megen olie i vores tanke og udkastede en “slagplan” for den nærmeste fremtid. Det var vigtigt for mig, at den norske besætning på min norske damper intet fik at vide om grækeren. Jeg ville holde grækeren langt væk fra al trafik og fra tid til anden hente ham til mig for at fylde olie på, han skulle være mit flydende depot.
Min “slagplan” var netop klar, da jeg blev revet ud af mine drømme: Maskinerne stod stille! Anende det værste styrtede jeg ned i maskinrummet … Så min ingeniørs bekymrede ansigt og forstod alt: Dieselmotorerne brød sig ikke om palmeolie … Det var ikke det værste. Dieselmotorerne var så forstoppede, at vi måtte skille dem ad… “Hvor lang tid vil det tage” spurgte jeg ingeniøren. Han mente, det ville tage ti timer … Han tog fejl: Det tog 36 timer!!! […]
Vi behøvede i øvrigt ikke at sænke den græske damper, den sank af sig selv: Den var nemlig læk, og kaptajnen havde kun holdt damperen gående ved at hele tiden at lade pumperne arbejde.
(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 254-6)