Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 deltog regimentet som del af 10. Reservedivision i offensiven ved Verdun.
Omkring midten af februar gik det løs. En trommeild fra vore batterier satte ind dag og nat uden afbrydelser i flere døgn. Da det holdt inde, vidste vi, at nu var det vores tur til at gå frem til angreb.
Vort udgangspunkt var Gremilly, og så gennem Herbewald. Men sikket et syn. Den var fuldstændig ødelagt af vore granater, og rundt omkring lå døde og sårede. Vore tornystre var blevet efterladt i vor udgangsstilling, så vi havde kun “sturmgepäck”.
Det blev aften, og vi skulle storme byen Ornes. Det blev nu ikke så svært, da franskmændene allerede havde rømmet byen før vor ankomst. Jeg holdt forresten mit indtog i denne by som sygebærer. Her blev to mand beordret til at bære en såret franskmand ned i en lade, hvor de sårede blev samlede og forbundet. Det så ud til, at denne by hurtig var blevet rømmet. Overalt fandt vi lagre med chokolade, kiks og mange andre gode sager, som vi ikke var forvænnet med.
Opholdet her var dog kun af kort varighed. Næste dag gik det videre, men nu kun langsomt. Gennem den stærke trommeild, som var gået forud i flere døgn, var franskmanden nok klar over, at en større offensiv var forestående. De havde i hast fået forstærkninger frem, så de var parate til at tage imod os. Kronprinsens pral med at vi om nogle dage skulle spise frokost i Verdun, blev aldrig til noget. Snart gik det fremad og snart tilbage. Til at begynde med havde vi frost, så gav det omslag i vejret med tø, så det svære artilleri havde svært ved at komme frem.
Efter byen Ornes var byen Bezonvaux den næste. Men her opholdt vi os heldigvis ikke længe. Det franske artilleri var her så godt indskudt, at de med stor træfsikkerhed kunne ramme de mest befærdede veje, så der lå mange døde og sårede. Det var også i denne by, at vi, kort efter at vi havde hentet vor middagsmad ved feltkøkkenet, at en granat slog ned, så der ikke blev levnet nogetsomhelst af hverken køkkenet eller personalet. Det var tæt på.
I den tid, vi var med i offensiven, måtte vi næsten hele tiden ligge ude i det fri. Det skiftede med frost, sne og tøvejr. Vi både frøs og sultede. Men det er utroligt, hvad et menneske dog kan holde til. I den by, vi lige havde forladt, fandt jeg en fårepels og en karton skibstvebakker. Kavringerne kunne dæmpe den værste sult, og pelsen var dejlig at have, da vi i længere tid måtte finde et natteleje på åben mark.
(Efter Matthias P. Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)
