Andreas A. May blev indkaldt til Aabenraa den 11. maj 1915. Blev den 2. august sendt til Rusland og indrulleret i Oldenborgske Infanteri Regiment 91, 5. kompagni. Senere på året sendt til vestfronten for at deltage Champagneslaget og igen i 1916 tilbage østfronten og for i slutningen af året 1916 igen sendt til vestfronten, hvor han bl.a. deltog i slaget ved Verdun, men da i lyssignaltjenesten.

På vor natlige march natten mellem den 10. og 11. november mødte vi 2 personbiler med hvide parlamentærflag haste sydpå til mødet med fjenden. Vi var da på vej ind over den belgiske grænse til vort næste kvarter Matagne la grande. Endnu om formiddagen den 11.11. hørte vi et stort bombeangreb på vort tilbagerykkende træn og artilleri, der kostede mange sårede og døde.

Endelig ved middagstid holdt kamplarmen op og kirkeklokkerne I de belgiske byer omkring os ringede freden ind og overalt flagede civilbefolkningen med belgiske flag for at vise deres glæde over, at nu var endelig krigen forbi.

Den 13. november marcherede vi herfra i marchkolonne gemmen Belgien, Luxembourg og ind I Tyskland ved Prüm. I våbenstilstandsbestemmelserne havde de allierede betinget sig, at de tyske tropper skulle være trukket tilbage til højre Rhinbred inden den 1. december.

Da vi nogle dage i forvejen om morgenen marcherede ud af byen Prüm, så vi flere engelske soldater på gaden. Fra dag til dag fulgte de engelske tropper I hælene på os. Vi marcherede tværs over Schneeeifel og ned ad Ahrdalen. Ved Ahrweiler lidt syd for Bonn havde de tyske pionerer bygget en pontonbro. Vort regiment var den sidste troppedel der passerede broen.

Den 9. december ankom vi til Marburg an der Lahn. Nogle kilometer udenfor byen ventede regimentsmusikken på os; det havde været en anstrengende march fra Offenbach (37 km) og dagen for var vi marcheret 30 km fra Willingen, så det livede op I geledderne, da vi marcherede ind i byen med musik i spidsen.

Jeg blev indkvarteret privat hos familien Mencke, Schuhmarkt 2. Jeg fik morgenkaffe med mælk og aftensmad her. Middagen fik jeg i kompagnikøkkenet. Der stod en dejlig seng til min rådighed i mit værelse, men den første nat sov jeg på gulvet, for sengen ville jeg ikke benytte, før jeg havde været på saneringsanstalten for at blive befriet for lusene. Det var dejligt at blive befriet for de små plageånder, der i fire år havde generet mig og som jeg kun havde været fri for de tre gange jeg havde været på orlov.

Den 18. december 1918 fik jeg mine afskedspapirer udleveret og kunne rejse hjem. Jeg sagde “farvel” til mine kammerater, deriblandt Lorenz Rasmussen fra Sønderborg, der stod banegårdsvagt på banegården i Marburg den nat, da jeg kl. 1 forlod byen med et plantog til Hamburg. Til ham sagde jeg dog “på gensyn”.

Toget var overfyldt. En siddeplads fik jeg dog, men jeg måtte dele den med to andre plus en del tilfældige andre i de nærmeste overfyldt kupeer. Det var nemlig wagonens toilet, vi opholdt os i det halvandet døgn det varede, inden vi nåede Hamburg.

Her skiftede jeg over i toget til Flensborg. Dette tog var imidlertid lige så fyldt med rejsende, ja så godt som udelukkende soldater, der ilede hjemad. Jeg forsøgte at komme ind i en kupé, men togføreren halede mig ud igen, da han skulle lukke døren; der var nemlig ikke så megen plads, at mine hæle kunne komme helt indenfor døren, så den kunne lukkes.

Nu var gode råd dyre, for med det tog ville jeg gerne for at komme hjem den dag. Det var nemlig dagen før min fødselsdag. Jeg øjnede en chance, da jeg så jernstigen, der førte op til bremsekassen, og entrede derop. Der var to deroppe i forvejen, men der kunne lige blive plads til mig også.

Der var rigtignok godt med gennemtræk heroppe, for glas var der ikke i vinduerne, men vi klarede gennemtrækket ved at presse ryggen mod vindueskarmen. Koldt var det og jeg var ikke særlig glad for at lægge ryg til, for jeg havde ingen undertøj på. Det eneste sæt jeg ejede lå nemlig i mit tornyster, ind-pakket i en gammel avis , lige så vådt som fru Mencke havde trukket det op af vaskebaljen, inden jeg forlod Marburg.

Den 20.12.1918 kl. 10 aften ankom jeg til Guderup. Mine forældre var gået i seng, for de havde ikke ventet mig den aften, men der blev glæde i hjemmet og klokken blev langt over 12, så mine forældre nåede at ønske mig til lykke med mine 23 år, inden vi kom til ro.

Jeg sov en dejlig fredelig søvn til langt hen på formiddagen. – Men – krigens mareridt slap jeg først af med flere år senere.

Som soldat havde jeg i løbet af de fire år tilbagelagt ca. 14.000 km jernbanerejse og ca. 5.000 km på marchture til fods med ca. 35 kg oppakning.

Fire år havde jeg spildt på en fremmed sag, men helbredet havde jeg i behold. Jeg havde altså trods alt været heldig.