H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.

(forsat) Næste dag laa bataillonen atter bag banedæmningen ved Vimy, jeg selvtredje gravet ind i jorden.

I løbet af dagen blev bataillonen sendt frem til landsbyen Petit-Vimy, der laa paa begge sider af landevejen Lens-Arras, opvokset rundt om en bjergværksskakt lige nordfor Vimy by. Denne havde haft 3000 indbyggere, før krigen kom, nu laa den øde og forladt. Husene var gennemskudte, teglstenene var raslet ned af tagene, paa gaderne kunde man ikke færdes. De holdtes under ild og bestod af granathul ved granathul; det saa jeg dog ikke endnu, jeg var kun en enkelt gang fremme i Petit-Vimy. Ellers holdt jeg mig i min Jordhule inde under banelinjen, undtagen naar jeg skulde ud at forbinde saarede. Jeg slap den dag med at blive kastet omkuld af lufttrykket fra en granat, netop da jeg var i færd med atter at smutte ind i mit skjul.

En af mine sanitetssoldater Johannes Jensen fra Raad ved Tønder fik sit trøjeærme flænget af en flyverbombe. ”Desværre gjorde den ikke armen nogen skade”, mente han; vi længtes alle efter et hæderligt saar for at slippe ud af dette. En anden sygebærer havde det held at faa et stort stykke kød revet ud af det ene ben. Aldrig har jeg set et menneske gladere, end han var ved sit ”ekstrafine salonskud”; men oppe i Petit-Vimy var der mange baade døde og saarede. Der gik om natten en hel strøm af syge og saarede ad vejen fra Vimy ind imod Hénin-Liétard og til maalet for enhver soldats længsel i de store lasaretter i Douai. (fortsættes)

(Sprogforeningens Almanak for 1920, s. 47)