2. juli 1919. Dansk fødevarehjælp strandet i Vamdrup

Nicolai Svendsen fra redaktør på avisen Modersmaalet/Dannevirke i Haderslev. Han har nedfældet sine erindringer fra overgangstiden mellem revolutionen 1918 og genforeningen 1920. Vi bringer i dag og de følgende dage udtog af hans erindringer. Dette er niende del.

Indførslen af Tipundspakkerne med Levnedsmidler vanskeliggjordes ikke fra tysk Side. Derimod stillede de tyske Myndigheder sig mindre velvillige, naar Talen blev om større Tilførsler til nordslesvigsk Omraade, idet man formentlig frygtede for, at en Begunstigelse af Befolkningen i dette Distrikt kunde vise sin Virkning ved den forestaaende Afstemning.

Under den danske Delegations Rejse i Marts var der ved Forhandling med Ententen skabt en Mulighed for Indførsel af større Varebeholdninger fra Danmark.

Mens der ogsaa ankom Gangklæder og Fodtøj, udeblev Levnedsmidler og Sædehavre. Befolkningen havde regnet med disse Sendinger. Fra 1500 Landmand var der indgaaet Bestillinger paa Havre; men Varerne henlaa i Ugevis i Vamdrup og i Havnebyerne.

De opstaaede Vanskeligheder fra de tyske Myndigheders Side vakte Opmærksomhed, da Varerne var stillet til Raadighed af de danske Statsbeholdninger. Først efter diplomatiske Forhandlinger blev Tilladelsen given, og der kunde nu indføres 10 Tons Smør ugentlig, 20 Tons Byggryn om Ugen og 500 Tons Kartofler een Gang for alle foruden Sædehavre og Frø.

Derimod viste det sig i Juni Maaned umuligt hos den tyske Gesandt i København at faa udstedt Pas til en Delegation, bestaaende af ansete Mænd, udsendt af Den sønderjydske Fond, med det Formaal at forhandle med Myndigheder og Komiteer i Nordslesvig.

(fortsættes …)

Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *