Senest ændret den 5. august 2017 20:43
Modersmaalet blev, med Nicolai Svendsen som redaktør, en populær avis. Modersmaalet havde i begyndelsen af 1900-tallet overtaget avisen Dannevirke. Modersmaalet-Dannevirke var sammen med Aabenraa-avisen Hejmdal og Flensborg Avis de vigtigste talerør for de danske i Nordslesvig. Typisk for den tids aviser blev den fyldige udenrigspolitiske oversigtsartikel altid bragt øverst på forsiden. I Modersmaalet hed udenrigsrubrikken Politisk Rundskue. Den bestod altid af en kommenteret gennemgang af de vigtigste udenlandske og indenlandske aviser.
Politisk Rundskue den 2. juli 1914
Det grufulde Fyrstemord i Bosniens hovedstad i Søndags har sat Diplomatiet og den ledende politiske Presse i Bevægelse.
Fra Berlin telegraferes…at man i tyske kredse særlig føler sig berørt af de gentagne Attentater i Sarajevo, fordi de viser, at der bestaar et udbredt komplot, hvilket spaar alvorlige indre vanskeligheder for Østerrig. Mere end nogen Sinde maa nu Tyskland være betænkt på at forøge sine kræfter over for Slavedømmet….
Om den ny østerrig-ungarske Tronfølger, Ærkehertug Karl Franz Josef udtaler alle franske Blade sig i højeste Grad rosende. Ærkehertugen er meget afholdt i Frankrig, blandt andet takket være sin Hustru, en Prinsesse af Huset Bourbon-Parma.