Senest ændret den 21. august 2016 20:55

Anker Nissen og Nis Kock var blandt det udvalg af dansktalende sønderjyder, som i januar 1915 samledes i Kiel og blev i begyndelsen af februar ført til Wilhelmshafen for at danne besætning på et skib, der under dansk camouflage skulle bryde den engelske søblokade.

Anker Nissen fortæller:

I de første måneder gjorde jeg tjeneste i Kiel på stabskontorerne ved marinen, og havde det forholdsvis godt, men så i januar 1915 faldt hammeren. Der kom ordre fra højeste sted i Berlin, at alle dansktalende indenfor divisionen skulle præsenteres for en kaptajn Christiansen. Der meldte sig mange, men på et spørgsmål fra kaptajnen om, hvordan man kunne kontrollere, at de nu også kunne tale dansk, svarede jeg : „vi kan jo prøve,” hvorpå Christiansen meget forbavset spurgte, om jeg også kunne tale dansk.

Mit svar, at dansk var mit modersmål, efterfulgtes af et par strenge blikke. Christiansen var fra Wyk på Før og kendte derfor udmærket problemet Nordslesvig. Et kort spørgsmål til hver enkelt var imidlertid nok til at konstatere, at der var mange sønderjyder iblandt, og de troede alle, at nu gik det snart til Danmark.

Der blev udtag et 13 dansktalende sønderjyder — alle med danske navne, men ikke alle klar over, hvor de nationalt hørte til.

En af de sidste dage i januar 1915 kom der telegram fra Berlin, at alle disse udtagne mænd sammen med mig dagen efter skulle afrejse til Wilhelmshafen og der afvente nærmere ordre, idet vi var udset til en specialopgave.

Alene rejsen med toget over Neumünster, Hamborg, Bremen til Wilhelmshafen var spændende. Vi talte nu dansk og blev gang på gang antaget for spioner, blev opfordret af tyske officerer at give forklaring på vor færden, men som fører af gruppen nægtede jeg enhver oplysning, idet det meget energisk var pålagt os ikke at udtale os om nogetsomhelst under rejsen.

Vi havde en del vrøvl med togpersonalet fordi vi beslaglagde en 1. kl.s kupé, men vi var jo unge og lod os ikke gå på af nogen.

Efter ankomsten til Wilhelmshafen sent om aftenen mærkede vi straks den skrappe militære tone og vagtsomhed overalt. Wilhelmshafen var jo krigshavn. Vi blev ind kvarteret på kasernen, som vi ikke måtte forlade i 14 dage, og vi måtte heller ikke skrive hjem.

Nis Kock fortæller:

Vi stod paa Kasernepladsen til Middagsappel og ventede ikke særlige Overraskelser, før vi saa en frem­med Marineofficer komme til Syne ved Siden af den Vagt­havende. Det var urovækkende, fordi vi havde ligget i Reserve siden Krigens Begyndelse, og Tilsynekomsten af fremmede Officerer betød almindeligvis, at der blev pillet nogle Stykker ud af Flokken til Tjeneste om Bord paa de udrustede Skibe eller i Flandern.

Det sidste var blevet det almindeligste, og Tjenesten i denne Landsdel var allerede paa dette tidlige Tidspunkt af Krigen berygtet viden om.

Den fremmede Officer, en høj, slank Mand med et skarptskaarent og dristigt Ansigt, stod og iagttog os nøje, da den Vagthavende kommanderede: — De, som kan tale Dansk, træd frem!

Vi har nok været ganske morsomme at se paa. I Tider­nes Løb var der jævnlig blevet spurgt efter Specialister baade til det ene og det andet — men hidtil havde der dog aldrig været Bud særlig efter de dansktalende. Jeg var saa forbavset, at jeg nær havde glemt at træde frem, men Officeren gentog sit Spørgsmaal, og saa maatte jeg jo til det. Sammen med mig traadte Peter Hansen fra Egern­sund og et Par Stykker til frem. Jeg stod og spekulerede paa, hvad der vel skulde ske med os.

I min Tjenestetid havde jeg aldrig lidt nogen Overlast for mit Sprogs Skyld, men paa den anden Side ventede jeg heller ikke nogen Ekstrapræmie for at beherske det danske Tungemaal. Ogsaa de tre andre lignede større eller mindre Spørgsmaalstegn.

Den fremmede Officer lod os træde an et Stykke fra de andre og sagde paa Dansk til os: — De er udtaget til en særlig Tjeneste og maa holde Dem rede til at rejse med kortest muligt Varsel. De vil nu faa anvist en særlig Stue paa Kasernen, hvor De kan bo sammen.

Dermed gik han, og vi traadte af og gik til Spisning sammen med vore Kammerater, der var meget ivrige efter at faa at vide, hvad der skulde gøres ved de dansktalende. De gættede spøgefuldt paa, at der var nogle ældre og brøstfældige Undervandsbaade, som skulde bemandes af dem, som Marinen helst vilde af med, og vi fortalte dem, at vi var blevet udtaget, fordi Admiralen mente, at vi var for gode til at sendes til Flandern, og andet og mere var der heller ikke at sige, for vi vidste ingenting.

Da vi var færdige med at spise, meddelte en Under­officer os, at vi for Fremtiden skulde bo paa Stue 88, og vi flyttede villigt. Der var rigelig Plads til os, for der var ikke andre paa Stuen, men i de følgende Dage kom der først to til og senere nogle flere, saadan at vi til sidst var en halv Snes Mand paa Stuen.

Alle de nyankomne var Fyrbødere, og alle var dansk­talende Sønderjyder, selv om det kneb for et Par enkelte af dem at holde de to Sprog ude fra hinanden. Det var allesammen Folk, der havde gaaet og drevet paa Ka­serner eller Kaserneskibe lige siden Krigens Begyndelse, unge, friske Folk, som man ikke havde haft Plads til om Bord paa de udrustede Skibe og alle som én ved at forgaa af Lediggang og Kedsomhed til nu: — Dem, der er i det, sagde en af dem, de véd, hvad der venter dem, og hvad de har at rette sig efter — men at gaa i Maanedsvis og glo, det er til at blive Idiot af, naar man véd, at der ligger saa meget Arbejde derhjemme, som ikke bliver gjort.

Talesproget paa Stue 88 var Dansk, og vi kaldte os „Sprogforeningen af 88“, men vi havde ogsaa alvorligere Stunder, hvor vi — ikke uden stort Opbud af Fantasi — søgte at finde ud af, hvad Formaalet kunde være med at opmagasinere saa megen Danskhed paa én bestemt Stue paa Kiels Kaserne.

Der var nogle, der mente, at vi skulde til Danmark, og de fleste syntes, at det var en udmærket Idé under de forhaandenværende Omstændigheder, men Tanken blev al­ligevel, saa tiltalende den end lød, forkastet af de fleste. Hvad i Alverden skulde vi dog lave i Danmark! Men hvad i Himlens Navn var saa Meningen?

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)