2. december 1915. Ribe Stiftstidende: Brændt feltpost og andre nyheder

Senest ændret den 26. januar 2016 15:12

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Brændte feltpakker.

Overpostdirektionen meddeler, at en bivogn med feltpostpakker er kommen i brand mellem Osnabrück og Münster. Det lykkedes at redde 5/6 af vognens indhold, der bestod af 30.000 feltpakker; der er bleven henved 5.000 pakker ødelagt af ilden.

Pakkerne kom fra postsamlingsstedet i Hamburg og var bestemt til tropperne vestpå. Det drejer sig om sendinger, der fra 23. – 24. november om eftermiddagen har ligget der til bearbejdelse. Sendingerne var fra overpostdirektionsområderne Hamborg, Bremen, Kiel og Schwerin.

Årsagen til branden antages at være den forbudte afsendelse af tændstikker og andre brandfarlige sager, hvis forsendelse der ikke kan advares nok imod.

Krigens indflydelse på jernbanerne.

De prøjsiske jernbanedirektioner opfordrer i en bekendtgørelse de rejsende til i vintermånederne at tage varmt tøj på. Det hedder i bekendtgørelsen:

I den forestående vinter må opvarmningskedelvognene, der ellers i lange tog tjener til tillægsopvarmning, atter ligesom i fjor især anvendes i lazaret- og sygetog. Det kan derfor forekomme, at der i enkelte tilfælde ikke kan opnås en tilstrækkelig opvarmning af kupeerne.

Det rejsende publikum anmodes derfor om at forsyne sig med den nødvendige vinterbeklædning og med de af krigen betingede overordentlige omstændigheder for øje at ville bære over med forekommende mangler af den nævnte art.

Hvad grænseboerne ikke må nu.

Ifølge telegram til ”Nationaltidende” træffes der nu særlige foranstaltninger for at hindre overgange ved grænsen. Bladet erfarer følgende:

Beboerne langs grænsen i Skovrup, hvor i den senere tid flere tyske værnepligtige siges at være flygtet over, har nu fra de tyske militærmyndigheder fået påbud om, at de ikke må færdes på deres marker uden militærledsagelse. De skal i hvert enkelt tilfælde, når de ønsker at udføre markarbejde på deres avlinger henvende sig til vagten og få tildelt en soldat til ledsager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *