2. august 1918. Åh nej! Peter Madsens ben er i bedring!

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet, først i Sønderborg i marts 1918, men fra juli 1918 i Lübeck.

Den 2. august var jeg hos lægen igen, og han sendte mig til massage.

Hver dag kom benet i en maskine,og musklerne blev strakt og benet bøjet.

Til min skræk opdagede jeg,at benet blev bedre for hver dag,der gik, og måske kunne det blive så raskt, at jeg kunne blive sendt til fronten igen, og den tanke huede mig ikke rigtigt.

Jeg har været i teatret for at se “Dr. Hias”, et stykke, der handler om krigen i Frankrig.

Jeg er også af og til i biografen;vi skal jo have tiden hendrevet.

Har været hos feldweblen angående et andragende om orlov hjemmefra, men det blev imidlertid afslået, fordi ansøgningen ikke var stemplet af “Landråden”.

Jeg bestiller næsten intet. Når behandlingen er slut kl. 10 om formiddagen, besøger jeg gerne soldaterhjemmet for at læse avisen og få en kop kaffe eller boullion til et stykke brød.

Efter middag får jeg en lille lur, og så gælder det om at forsvinde, hvis
ikke man vil beskæftiges med et eller andet. Hvis jeg ikke er på soldaterhjemmet eller i biografen, driver jeg rundt i byen til kl.ca.6.

Sidste dag mødte jeg Johs. Lauridsen fra Truenbro [i Avnbøl]. Han ligger ved 84’erne.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *