25. juli 1915 – En 84´er: “…vidt forskellige Modstandere”

Under mærket Chr. beretter en nordslesviger om sin krigstid ved Infanterie-Regiment Nr. 84´s anden bataljon. Regimentet var i sidste del af juli afgået til østfronten og deltog her i den tyske fremmarch:

Russere og Franskmænd var vidt forskellige Modstandere. Selv om de første ikke var nær saa udholdende som de sidste, kunde de godt yde haardnakket Modstand, og vi kom i de følgende Maaneder ud for en Række Kampe, der kostede os mange Menneskeliv. Det var en anstrengende Tid med mange og lange Marcher. Fægtningerne foregik i aaben Mark. Efter en Dags forbitret Ildkamp, der som oftest sluttede med Bajonetangreb, trak Russerne sig tilbage, og vi maatte efter, stadig efter, langt ind i Rusland. Forplejningen var ikke altid lige eksemplarisk. For det meste laa vi langt ude i en Linje og var fremme i en helt anden, inden man bagfra naaede ud til os. Ro fik vi saa at sige ikke. Vi var altid i Kamp og altid paa March. I Kvarter kom vi ikke. Vi kamperede i det Fri, med den bare Jord som Under- og med Himlen som Overdyne. Vi pintes af Sult og Udmattelse og af Lusene, der forfulgte os her som aldrig før.

(Fra Almanak for Nordslesvig 1935)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *