2. april 1918 – Hejmdal: Sårede soldaters arbejde

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Haderslev Kredsdag

holdt ifølge “Dv.” i Onsdags Møde paa Kredshjulet i Haderslev.

Landraaden talte Mindeord over de siden sidste Møde bortgangne Medlemmer, Dr. Wette, som er falden, og afdøde Dr. Martens. Derefter indførtes deres Efterfølgere, Domæneforpagter Schwerdtfeger paa Taarninggaard, og Dr. P. Meyer i Haderslev.

Fra Firmatet W. L. Schütze i Haderslev, som trykker Kredsbladet, forelaa der Andragende om en Forhøjelse af Betalingen som Følge af de stærk stigende Udgifter til Papir, Arbejdsløn osv. Andragendet godkendtes og vedtoges enstemmigt.

Der forelaa Andragende om at godkende Ansættelsen af en yderligere Søster eller Plejerske til at sige af Børneplejen i Kredsen. Den dertil nødvendige Sum bevilgedes enstemmigt.

Ligeledes vedtoges enstemmigt Oprettelsen af et Centralsted for den offentlige Velfærdspleje i Kredsen. Dette Centralsted skal være Midtpunkt for Børnepleje, Tuberkulosebekæmpelse, Omsorgen for Krigsinvaliderne og de Faldnes Efterladte osv. osv. Det drejer sig nærmest om en Centralisering af en Række Virksomheder, der allerede er i Gang, og som rimeligvis vil faa stadig større Omfang.

[…]

Stjaalet Haandtaske (A. T.)

Da Fru Freidrichsen fra Sønderport i Aabenraa i Fredags var i Flensborg for at besøge sin Mand, der ligger paa Lasarettet der i Byen, blev der hende paa Banegaarden ved Indstigningen i Toget frastjaalet en Haandtaske.

Paaskeforlystelser

Til Trods for Tidens Alvor har det i Aabenraa og Omegn ikke skortet paa Forlystelser i Paasken.

Paa første Paaskedag var der stor Militærkoncert i Teatret, Koncert paa Galgebakken og stor Koncert paa “Knappen”.

Paa anden Paaskedag var der Forestilling i Teatret, hvor der opførtes et Lystspil, “Tante Lotte”, og en hamborgsk Lokal-Farce med Gang, “Die Hamster-Riefe”, hos Gæstgiver Borchers Koncert endvidere Teaterforestilling i Rødekro, hvor der ligeledes opførtes et Lystspil med Gang, og endelig Militærkoncert i Lundsbjerg Kro.

Udmærkelser (S. Z.)

Fru Borgmesterinde Dr. Petersen i Sønderborg har faaet tildelt “Røde-Kors”-Medaillen af 2. Klasse, medens Fru Rymann i Mommark og Købmand Karl Bock i Sønderborg har faaet “Røde-Kors”-Medaillen af 3. Klasse.

Udmærkelse (S. Z.)

Amtsretssektretær Bill i Nordborg har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp.

Saarede Soldaters Arbejde

I Gaar Eftermiddags aabnedes i Kredshjulets Sal i Haderslev en lille Udstilling af saarede Soldaters Arbejde. Ialt drejer det sig om 204 Numre.

De udstillede Ting er et Vidnesbyrd om, hvad Menneskesnille kan hitte paa, naar Virksomhedstrangen er begrænset. De Besøgende vil forbavses, naar de ser, at en saaret Bager har syet et pænt lille Tæppe, en Stenhugger en Haandtaske, en Murer et Forklæde og en Grovsmed en Barnesmække.

De udstillede Genstande er til Fals og sælges til Fordel for “Røde Kors” i Kiel, mens Adgangspengene fra Museets Udstilling tilfalder “Vaterländischer Frauen-Vereins” Samlested i Haderslev.

Udstillingen vil være tilgængelig for Publikum i 8-14 Dage.

Krigslaan (T. Z.)

Byraadet i Tønder har vedtaget at tegne 200.000 Mark paa det 8. Krigslaan.

Tønder By har dermed ialt tegnet 1¼ Million Mark i Krigslaan.


Fra Felten


De Reddede fra Krigsskibet “Breslau”

Listen over Reddede fra Krigsskibet “Breslau” ligger nu fremme paa Oplysningskontoret paa Raadhuset (Værelse 28) i Flensborg. Officerer og Mandskab er internerede i Mudras paa Øen Lemnos. Den nøjagtige Adresse af hver enkelt af de Reddede kan faas at vide paa Oplysningskontoret.

I Fangenskab

Gottlieb Jochens, en Søn af Smed Jochens i Skibbrogade i Aabenraa, er kommen i engelsk Fangenskab den 27. Februar. Forældrene har faaet hans Ejendele tilbage den 4. Marts med den Bemærkning, at han var savnet. Den 28. Marts modtog Forældrene gennem Røde Kors i Svejts Meddelse om, at han var i engelsk Fangenskab. Gottlieb Jochens Adresse var: Gottlieb Jochens, Nr. 669, Prisoner of War Comp. 40 B. E. F. France.

(Læs hele Hejmdal fra 2. april 1918)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *