Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Midt paa Volga mellem Astrakan og Saratov, Søndag den 19. Mai 1918. Moders tresaarige Fødselsdag. Hun tanker næppe, at jeg denne Dag ligger midt paa en af Verdens allerstørste Floder paa Vej hjemad. I Forgaars forlod vi programmæssigt Astrakan i et sommerligt varmt Foraarsvejr. Fru Schmidt har forsynet mig rigeligt med Proviant. Tredie Kahyt paa det store, moderne Skib var fyldt til Trængsel. Vi faa Krigsfanger flottede os derfor og for at vare sammen med vore civile Bekendte til en Anden Klasses Kabine, og det har vi ikke fortrudt.

Ikke Afveksling, ikke skiftende Landskaber, kun faa og lidet tiltalende smaa Landsbyer sømmer Bredderne, naar vi kommer dem nær paa den vestlige Side, men den storslaaende Ensformighed og Ensomhed gør denne Sejlads paa den vældige Strøm til noget helt for sig selv. Paa dens Midte øjnes næppe Land. Først ved Jenotajevsk følger det stejle, udvaskede Højdedrag Floden, medens den flade asiatiske Steppe paa Østsiden kun skimtes i det Fjerne.

Sent i Gaar Nat naaede vi Zarizyn, hvor jeg for to Aar siden tilbragte et Par Maaneder i det til et usselt Fangelejr indrettede Tramvajdepot. Her fik vi en Afdeling svært bevæbnede Rødgardister om Bord. Det gav Anledning til en Del Uro, men de har ikke i mindste Maade generet os. De er i Dag blevet udskibet i Kamyshin, hvor de skal slaa en modrevolutionær Rejsning ned. De fortalte, at der ogsaa kæmpes i Saratov. Hvis det er sandt, kom mer vi fra Dynen i Halmen. I Morgen Dag vil vi faa Syn for Sagn.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)