Gesandten i Paris, Bernhoft, sendte 19. Juli 1919 Udenrigsmin. følgende Depeche:

Den af mig givne Fremstilling i min Depeche af 5. ds. af, hvorledes Evakuationen af 3. Zone blev opgivet, er blevet bekræftet ved en Samtale med en af Hovedpersonerne paa Fredskonferencen. 3. Zone blev først udtaget paa et Tidspunkt, da Fredstraktatens nye Tekst allerede forelaa i Korrektur.

I Anledning af, at jeg udtalte min Beklagelse af, at den fra først af bestemte Evakuation af 3. Zone var blevet opgivet, bemærkede min Kilde, at han straks saa, at »l’affaire était mal partie«, men Sagen var da radikalt afgjort.

Han tilføjede, at en Evakuation, som ikke ledsagedes af en Okkupation og Inddragning under Administrationskommissionen i Flensborg, vilde have frembudt store Vanskeligheder. Naar Kommissionen for de slesvigske Anliggender i sin Tid havde besluttet sig til at lade 3. Zone stemme, var det væsentlig som en Konsekvens af Evakuationen.

Spørgsmaalet om Evakuationen af 3. Zone har været fremdraget paany for Konferencen som Følge af Bemærkninger, der var blevet den forelagte, »saa vidt jeg erindrer ogsaa af Dem«. Men det øverste Raad havde (vist i et Møde 17. ds.1) besluttet, at man maatte respektere Fredstraktaten, saaledes som den engang var undertegnet.

Da jeg kun mundtlig overfor et af den danske Kommissions Medlemmer har berørt, at vi havde troet, at kun Afstemningen, men ikke Evakuationen af 3. Zone var blevet opgivet, maa det formodes, at de Bemærkninger, hvortil min Kilde antydede, skyldes Grev Bent Holstein og hans Venner.

løvrigt udtalte min Kilde, at han ikke indsaa, at den Omstændighed, at 3. Zone ikke blev evakueret, naar den dog ikke skulde stemme, kunde udøve nogen Virkning af Betydning paa Afstemningen i 2. Zone; der maatte være tilstrækkelige Midler for Haanden til for en Tid i saa smalt et Territorium at afskære Forbindelsen mellem 2. og 3. Zone. Fredskonferencen vilde tilkendegive Tyskland, at den ikke vilde finde sig i politiske Arrestationer eller Forfølgelser og lignende i 3. Zone, en temmelig platonisk Foranstaltning. Andet saa den sig ikke i Stand til at gøre2. Med ovenstaaende overensstemmende Oplysninger er givet mig af en anden Befuldmægtiget ved Konferencen.

I Depeche af 25. Juli fremhævede Gesandten yderligere, at de af ham hos forskellige ledende Personligheder ved Fredskonf. foretagne Undersøgelser havde bekræftet de i Depechen af 19. s. M. givne Meddelelser.

Man kunde ikke i Paris, hvor meget man end beklagede, at Rømningen af 3. Zone var udgaaet af den endelige Fredstraktat, se. hvorledes den nu kunde genindføres paa Trods af Traktatens Ord, og de Allieredes Svarnote af 16. Juni mentes ikke at være et tilstrækkeligt Grundlag for at indføre en ny Bestemmelse i Traktaten. Gesandten troede sig imidlertid i Overensstemmelse med Udenrigsmin.s Ønske ved at rette Bestræbelserne paa at søge at faa forstærket Garantierne for et frit Valg ved at skabe Mulighed for en streng Afspærring af 2. Zone mod Intimidation sydfra.

I Telegram, ligeledes af 25. Juli , meddelte Udenrigsmin. Bernhoft, at hele Ministeriet godkendte hans Optræden. Spørgsmaalet om 3. Zones Rømning mente man afgjort med den endelige Fredstraktat og ønskede ingen Henvendelse om denne Sag til de Allierede, da Tyskland ved Forhandlingerne herom med de Allierede vihde kunne forlange Indrømmelser paa andre Punkter.

I Spørgsmaalet om Sikring af Afstemningsfriheden i 2. Zone burde man vise Tilbageholdenhed, da en Henvendelse til de Allierede, der havde paataget sig at sikre en fri Afstemning og havde meddelt, at de vilde sende Skibe og Tropper til dette Formaal, kunde blive opfattet som Mistillid og Kritik. Da imidlertid Stemningen flere Steder, navnlig i Sønderborg, syntes noget ophidset, anmodedes Gesandten om at søge Afsendelsen af Skibe med
Landgangstropper fremskyndet, selv om Traktaten endnu ikke var traadt i Kraft.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.