18. juli 1917. Hvid vask med vanskeligheder i Frankrig

Christian Esbensen, Kegnæs, gjorde krigstjeneste ved RIR 215 på Vestfronten. Han fortæller:

På en brændende varm Solskinsdag i Sommeren 1917 laa Res. Inf. Reg. 215 i Ro bag Fronten i Nordfrankrig. Vort Kompagni havde faaet anvist Kvarter i en lille Landsby. Emil, en Kelner fra Hamborg, og jeg laa i en indelukket Have og dasede i Solen, kun plaget af de smaa, mangebenede „Husdyr”, der tilsyneladende benyttede den ledige Time til at holde Tropperevu paa de mest utilgængelige Steder, hvor man havde de færreste Chancer for at gribe forstyrrende ind i deres Øvelser.

Som ved en pludselig Indskydelse fik vi begge den Tanke, at Vejret var som skabt til at holde Generalafregning med de smaa Plageaander, og Forberedelserne dertil var snart gjort. To Marmeladespande, to Fyrsteder op imod Muren, der omgav Haven, Brænde samlet sammen af Spaantaget fra en Udbygning, der var halvt sammensunket af en Fuldtræffer, og snart flammede en lystig Ild under vore „Gruekedler” med vort Vasketøj, hvori der før havde hersket „rege Tätigkeit”.

Ih, hvor vi glædede os over den blodige Hævn, vi her havde udpønset! — Tiden, der gik med at faa Suppen til at koge, blev dog snart Emil for lang, og mens jeg ogsaa overtog Ansvaret for hans Gryde, gik han paa Opdagelsesrejse. Han kom herved om bag Muren, hvorfra han kort efter kom styrtende tilbage og fremviste en mystisk Masse, som han holdt i den ene Haand. Han raabte: „Krischan! Se her, Klorkalk!”.

„Klorkalk? Ja, hvad med den?” „Du er dum, Krischan, Klorkalk gi’r saadan en hvid Vask!” — Naa, saaledes!

Jeg for i Hast om bag Muren, og, maaske til min Ulykke, fandt jeg i Nærheden af Klorkalken en lille, rusten Kulskovl. Med en snedig Bagtanke om, at min Vask vilde blive endnu mere hvid end Emils, naar jeg brugte et endnu større Kvantum Klorkalk, stak jeg Skovlen saa dybt i Klorkalkbunken, saa jeg fik Topmaal. Jeg hældte flot det hele i min Kedel.

Begge Gryder kogte nu af fuld Kraft, og der var ikke noget Haab for et eneste levende Væsen om at slippe levende ud af denne Heksekedel.

Vi fik efterhaanden travlt med at røre rundt i Gryden, hvis Indhold efterhaanden var blevet hvid som Mælk. Tøjet maatte jo ikke gerne lægge sig for haardt eller for længe paa den tynde Bund i Spanden, som af den stærke Ild var blevet stærkt ophedet. Vi kunde let svide Hul i Tøjet. Med visse Mellemrum stak jeg derfor en Kæp ned under Tøjet for at hæve det lidt ud af Spanden, og jeg var spændt paa, om det snart vilde begynde at blive hvidt.

Det lykkedes trods flere Forsøg ikke rigtigt at faa fat paa Tøjet. Jeg gjorde mig særlige Anstrengelser for at faa det løftet ud, men pludselig opdagede jeg til min store Forskrækkelse, at Kæppen gik lige igennem Tøjet.

Af det alt for store Kvantum Klorkalk var Tøjet kogt saa mørt, at det bristede ved den mindste Berøring med Kæppen, og med et Udbrud, der helt forskrækkede den stakkels Emil, fik hele Suppedasen en Kommisstøvle i Flanken, saa det hele trillede hen ad Gangstien, mens Emil med et desorienteret Udtryk i Ansigtet udbrød: „Wat is’ denn eigentlich los?“

„Se selv,“ sagde jeg, — og da Miseren nu ogsaa gik op for ham, røg hans Suppe den samme Vej; men selv om hans Tøj næppe havde lidt samme Overlast som mit, var det dog allerede ubrugeligt.

Først da Garderoben saa nogenlunde igen var suppleret op til det normale Omfang, fandt vi Tidspunktet inde til at aabenbare Historien for vore øvrige Kammerater, og jeg behøver vel næppe at gøre opmærksom paa, at vi fik stor Succes med den „hvide Vask.“

DSK-årbøger 1950

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *