Senest ændret den 22. juli 2016 8:54
Jakob Moos fra Holm på Nordals gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31.
Jeg deltog i krigen ved infanteriregiment 31, 1. kompagni. Den 18. juli 1916 blev vi om aftenen klokken 11 afløst af infanteriregiment 11, som kom nede fra Verdun. Man fortalte hårrejsende historier om kampene dernede.
Vi havde i mange måneder ligget på højderne ved Loretto og Vimy; det var gået frem, og det var gået tilbage, og vi var glade for at blive afløst. Vi slæbte alle vore ejendele med os tilbage, og hen på morgenstunden nåede vi Mericour-Caronne, der var vort samlingssted. Vore gamle kvarterer var allerede optaget af andre troppeformationer. Vi hørte altså ikke mere hjemme her.
Allerede klokken fire om morgenen trådte vi an på pladsen foran kirken. Stabssergenten uddelte appelsiner og chokolade, og efter en times forløb marcherede vi af sted. Vi kom til en by, der hed Nouelles-Gardeauet. Her blev vi indkvarteret hos civilbefolkningen og fik lov til at gøre, lige hvad vi ville, men så snart vi havde fået udleveret vor middagsmad, fik vi befaling til at blive i vort kvarter.
Vi brugte tiden til at vaske os grundigt, vi fik snavset fra skyttegraven fjernet fra vore uniformer, og enhver fik udleveret en splinterny skjorte. Efter denne renselsesproces gik jeg til landsbyens franske barbér for at blive klippet og barberet. Det var en mærkelig barberforretning, for barberen var samtidig kromand, og barberingen foregik midt imellem syngende og drikkende gæster, der jo hovedsagelig var tyske soldater.
Ved totiden marcherede vi videre. Det var en frygtelig varme, og sveden drev af os i stride strømme. Efter to timers march naaede vi en lille jernbanestation. Her holdt et tog, og vi blev stuvet ind i det. Vi var nu så langt fra fronten, at vi kun svagt hørte artilleriilden som en fjern torden. Toget kørte ikke særlig hurtigt. Jeg fik derfor god lejlighed til at se på landskabet, som vi kørte igennem. Overalt var der frugtbare marker, hist og her kønne skovpartier. Venlige og fredelige landsbyer med kønne kirker optog landskabet og forstyrredes ikke af krigen. Hist og her så man enkelte bønder høste korn, og unge piger hakkede roer.
Ved seks-tiden standsede toget ved en lille station, og vi steg ud. Efter en times march naaede vi vort kvarter. Det var en nydelig og tiltalende landsby i nærheden af Cambrai. Nu begyndte rygterne at tage fart. Vi troede, at vi for længere tid skulle blive her i de idylliske omgivelser; men det kom anderledes. Klokken fem om eftermiddagen marcherede vi videre, igennem Cambrai. En af kompagniets spøgefugle var saa heldig at faa fat i en gammel høj silkehat, som han satte oven over staalhjelmen, og hvor vi kom frem, gjorde han uhyre lykke. Ikke mindst morede civilbefolkningen sig kosteligt.
Efter en times march på den anden side Cambrai gjorde vi holdt. Vort kompagni tog kvarter i en lade. Den var fyldt med halm. Vi fik ordre til at være parat til at bryde op med øjeblikkelig varsel. Dette havde til følge, at ingen følte trang til at sove. Nogle satte sig til at spille kort, andre gav sig til at drikke, og andre lavede halløj på anden måde. Vi var vel to hundrede mand i alt i laden, og alle de helt eller halvfulde folk røg tobak, cigarer, cigaretter eller pibe; de tumlede rundt i halmen med stearinlys og lamper; det var et Guds under, at der ikke gik ild i laden. Bondekonen kom hvert øjeblik ind til os og bad os om at være forsigtige, men man lo kun ad hende, og hendes bøn om at udvise forsigtighed gjorde kun ondt værre.
(… fortsættes)