Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I starten af 1917 befandt han sig ved Utungisøen, hvor han fremstillede miner. Inden afgangen skulle en del af disse nedgraves.

En af de sidste Dage, vi laa ved Utungisøen, gav Stache mig Ordre til at følge med en Patrouille ud for at nedgrave nogle Miner.

De skulde anbringes paa en meget vigtig Vej, og han vilde have Sikkerhed for, at de blev anbragt, som de skulde. Sammen med en Afdeling Bærere, der bar Graveredskaber og Miner, og en Askariunderofficer, der vidste, hvor Minerne skulde anbringes, begav jeg mig af Sted paa Ekspeditionen ud paa Eftermiddagen.

Vi gik godt til og holdt ikke Hvil, men først ved Midnatstid naaede vi frem til det Sted, hvor Minerne skulde graves ned. Underofficeren fortalte mig hviskende, at Englænderne var lige i Nærheden, og gik derefter et Stykke forud, for at holde Vagt.

Jeg gav Bærerne Ordre til at grave nogle Huller af passende Størrelse, og i dem an­bragte vi Minerne, hvis Tændmekanisme var forbundet med et Bræt, som skulde ligge lige i Jordoverfladen.

Minerne blev sat ned, og jeg stak Haanden ned til hver enkelt og afsikrede dem. Jeg gjorde det ganske uden Nervø­sitet, da jeg kendte Konstruktionen og jo selv havde lavet Minerne, men jeg blev ved denne Lejlighed klar over, at det ikke maatte være noget hyggeligt Arbejde for Folk, der ikke rigtig var inde i deres Konstruktion eller var nervøse.

Det kan ske for den modigste.

Der blev nu fyldt Jord omkring Minen, og Brættet blev skjult under Blade og Græs. Saa snart vi var færdige, vendte vi om og marcherede tilbage til Lejren, som vi først naaede den næste Dag ud paa Aftenen, da vi gjorde Holdt undervejs.

Efter at have hvilet en Dagstid ovenpaa denne Ekspedition drog Stache og jeg videre mod Syd.

Den sidste Aften saa jeg en Mand staa paa en lille Bakke et Stykke fra vor Lejr.

Manden stod som hugget i Sten, saa længe jeg saa ham, og hans Silhuet tegnede sig skarpt mod Aftenhimlen.

Jeg kunde tydeligt se hans store Fuldskæg og Skyggen af hans opkrammede sydafrikanske Hat. Det var Generalens stadige Ledsager, Boeren van Niewenhuizen, der stod og spejdede i den Retning, hvorfra Fjenden kunde ventes.

Længe efter genkaldte jeg mig Billedet af denne statuelignende Mand — et Monument for Vagtsomhed og uforsonligt Had.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)