Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.
(… fortsat)
Nogle Gange var der fjendtlige Flyvere over os. De smed Bomber ned i Nærheden. Saa var det bare med at komme væk, for sæt, at det hele røg i Luften. Vi havde ingen Antiluftskyts, kun vore Karabiner, som vi knaldede lystigt med, men det hjalp jo ikke ret meget.
Det eneste effektive „Værn“ vi havde, var et Feltlazaret med det røde Kors, liggende lige i Nærheden. (Meget snildt hittet paa). Flyverne maa have respekteret Flaget, for det havde været en let Sag at sprænge det hele i Luften.
Her ved Lazarettet traf jeg en Landsmand, en Saniteter, (fra Borg ved Bredebro), som en Dag var ved at skrive Navne af efter nogle Trækors, der var sat paa nogle nye Grave. Hvordan det gik til, ved jeg ikke, men vi opdagede snart, at vi var Landsmænd.
Som før omtalt gik det haardt til ved Monastir. Tyskerne trak sig tilbage [18. november 1916]. Levnedsmidler og Ammunition blev hentet tilbage, og en skønne Dag laa der et lille Bjerg af røget Flæsk og Kød paa Baneterrænet- Det var bare med at faa fat i noget af det, inden der blev sat Vagt ved det, og det varede heller ikke længe. En Mand fra Skrivestuen kom for Sent, men han mente, at Vagtposten godt kunde se en anden Vej, mens han tog et Stykke, men her kom han til den forkerte! En-to-tre, afsikret og Bøssen til Kinden, og saa var det for den anden om at faa Følehornene til sig i en Fart, ellers var han blevet skudt paa Stedet.
Brød var det knapt med, og kunde vi se vort Snit til at hugge et fra Lastbilerne, der kørte Brødet bort fra Feltbageriet i Prilep, gjorde vi det. Det var om at være hurtig i Vendingen. Saa snart Bilen var begyndt at køre, de gjorde nu tit Holdt hos os, saa op paa Trinbrættet, Haanden ind under Presenningen, et Brød ud og ind under Frakken og væk hurtigst muligt. Det skete ogsaa, at vi blev nappet ved det og kønt maatte aflevere Rovet igen.
Den Slags regnede vi ikke for Tyveri; derimod tog vi aldrig noget fra Befolkningen. Havde de noget, vi kunde bruge, betalte vi for det. De var for Resten meget skikkelige, og vi mærkede aldrig noget til Had eller Modvilje hos dem. Tilsyneladende fandt de sig taalmodigt i deres Skæbne, men de havde jo nok set paa os paa samme Maade, som vi saa paa Tyskerne under Besættelsen af vort Land under sidste Krig.
Der var mange Lighedspunkter. Hele Landet var besat af en overmægtig Fjende; Modstandsbevægelse, Sabotage m. m. og Værnemagere har der vel ogsaa været.
(… fortsættes)