Johannes Ingwersen gjorde krigstjeneste om bord på UE19,* som han mønstrede på i april. Efter nogle måneder med øvelser stak de i begyndelsen af juli 1917 til søs på togt. [NB: Troværdigheden af denne historie er noget tvivlsom – se noter. Men der findes to krigsfanger i England ved navn Johann Ingwersen og én ved navn Johannes Ingwersen].
Vi sejlede hid og did. Snart gjaldt det Sejladsen op langs Jyllands Vestkyst, helt op i Skagerak, og der meldtes om Sænkning af fredelige og ubevæbnede Handelsskibe, sænkede af tyske U-baade. Men vi sejlede dog mest mod England. Her laa vi og snuste rundt ved den engelske Kanal for at ødelægge Landets haardt tiltrængte Tilførsler af Levnedsmidler og andet.
Hjem kom vi kun for at proviantere og supplere vore Forsyninger af Brændstof og Ammunition. Saadan gik Tiden ret hurtigt, indtil Tiden kom, da ogsaa vor Baad blev ramt af Uheldet. Derom følgende: Det var omkring Midten af Juli. Med vor Baad var vi sat over Nordsøen og laa nu ud for Englands Østkyst for at oppasse eventuelle fjendtlige Skibe. Men det var ligesom om de derovre paa den anden Side var blevet kloge af Skade, eller — monstro de havde faaet Færten af vor Tilstedeværelse? — Der er i Krig jo saa mange hemmelige Kanaler . . . Vi laa nu her paa tredie Døgn, uden at se saa meget som Røgen af en Damper.
Langsomt og stille gled vi op og ned, — »sejlede Vandet tyndt,« som det kaldes i Sømandssproget.
Da der intet var at se efter, lod Kaptajnen Baaden gaa op paa Overfladen. Vejret var herligt og passende varmt, og da Søen var ret rolig, sad eller laa vi nu henslængte paa det ret lille Dæk, hvor vor Kanon var anbragt. Dovent skyllede Bølgerne tæt op ad vore bare Ben. Vi glædede os ved Tilværelsen, røg en Pibe Tobak og lod Snakken gaa. Saadan laa vi og dasede i den herlige friske Luft til ud paa Eftermiddagen.
Klokken var vel hen ad fire — eller saa, da der lød et Brøl: — »Alle
Mand under Dæk! — Fjendtligt Skib i Sigte!«
Paa et Øjeblik var Dækket rømmet, og Baaden begyndte Neddykningen. — Naa, sagde Løjtnanten, der stod og betragtede Havoverfladen gennem Periskopet, den Fyr der er kun en Hundestejle. Dermed mente ban en lille Fiskerbaad, der vel sagtens var undervejs hjem fra Fiskefangst. — Et saadant usselt Trug, mente han, skulde have Lov til at passere. Baaden var jo ikke et Skud Krudt værd. Kaptajn Stamer** nikkede samtykkende, men gav samtidig Befaling til at lade Baaden gaa længere ned, og — saa lidt mere Fart paa, om jeg maa be’!« —
Bedst saadan! — Man kunde jo aldrig vide, hvad det var for en Fyr, ham deroppe. Disse Englændere kunde jo være saa forbandet nysgerrige! — 8 — 10 — 12 og nu 15 Knob,*** meldtes der henne fra Styrmandens Plads. Dette var for vor Baads Vedkommende den almindelige Marchhastighed.
Pludselig skete det. — Der lød et Brag, efterfulgt af en skurrende og skrabende Lyd. Baaden rystede og knagede i alle Sammenføjninger. Jeg tabte Fodfæstet og tumlede mod en eller anden af Baadens Armaturer og fandt mig liggende paa Baadens Gulv. Bælgravende Mørke! Lyset var gaaet ud.
»Lys — Lys!« — raabtes der. »Kom dog for Pokker med Lys!« Jeg tænkte i mit stille Sind: — »Nu er det ude med dig !«
Længe varede det ikke, før Nødbelysningen va r sat i Funktion. Vi kom igen paa Benene og saa os om. Det viste sig, at Skaderne indenvægs var ret smaa. Pærerne var ved Trykket gaaet sig en Tur. De blev udskiftede, og Lysanlægget virkede igen upaaklageligt.
Ogsaa Motorerne var i Orden. De gik stadigt og regelmæssigt, som de altid plejede. Indstrømning af Vand hørtes ikke. Baaden havde tilsyneladende ingen Skade taget ved Mineeksplosionen. Andet kunde det vist ikke være. Derom var der ingen Tvivl.
Den eneste, der rasede, var vor Skibskok. Alle hans Hylder og Skuffer stod gabende tomme tilbage. Det hele laa og flød paa Gulvet. Selv laa han der ogsaa og gav ondt fra sig, medens han travlt var beskæftiget med at samle sammen og bringe lidt Orden i Sagerne igen.
»Hvilket Svineri! — Forbandede Uheld!« hørte jeg ham hvisle mellem Tænderne. — Jo, den gode Mand havde sikkert al Grund til at være gram i Hu. — Men, naa, det kommer han nok over!
»Saa stiger vi op,« raabte Kaptajnen lettet. Han stod henne ved Periskopet, nærved sin næstkommanderende, Løjtnanten. Denne var ved at skrue Periskopet i Vejret. Et kort Stykke gik det, men — saa vilde det ikke gaa videre.
»Hvad mon der dog kan være i Vejen?« udbrød Løjtnanten og saa op paa Kaptajnen.
— Aa, hvad, hvad skulde der vel være i Vejen! — Lad mig komme til. Kaptajnen har nu taget fat i det store Svinghjul og vil dreje det rundt; men han kan heller ikke faa det til at virke. De to Mænd staar et Øjeblik og ser paa hinanden. —Hvad nu. Hr. Kaptajn, kommer det spørgende fra Løjtnantens Læber.
— Ja, hvad! Skidtet maa jo paa en eller anden Maade være beskadiget, eller — maaske blot blokeret, mener Kaptajnen, og vender sig bort for at give en fornyet Ordre. »For Pokker! — Har jeg ikke for længst givet Ordre til Opstigning — hvad?« — Kaptajnen lader til at være irriteret . . . — Pumperne til Tankene er for længst sat i Gang, kommer det henne fra Førstemaskinistens Bord.
— Ja, ja, men saa op med Kassen da! brummer Kaptajnen fra sin Plads. Men her maa der ogsaa være noget i Vejen, for da jeg kigger hen paa Højdemaaleren, viser den slet ingen Udsving. De to Officerer har allerede opdaget det. De sidder i en ivrig Diskussion om Sagen.
Hvad kan der vel være i Vejen? — I Vejen! — Ja, hvad ved jeg. — Et eller andet naturligvis, hører jeg Kaptajnen tøvende give til Gensvar. Jeg synes, at det efterhaanden er ved at blive lidt uhyggeligt for os alle hernede i Baaden.
— Ja, vist er det ærgerligt, men noget maa vi jo finde paa, mener Kaptajnen og klør sig eftertænksomt i Nakken. — Vi kunde jo sende en Mand op, eller . . . — Ja, du har Ret, min Ven! Ja, en Mand maa ud gennem Torpedorøret.
— Sandelig en genial Idé, Løjtnant, siger Kaptajn Stamer helt oprømt.
— Saa er der jo blot tilbage at faa Opgaven løst, d. v. s. at finde den rette Mand, mener Kaptajnen.
— Den rette Mand! — Løjtnanten har rejst sig og tager et hastigt Overblik. Hans Øjne standser ved mig, ser jeg.
— Hej! Halløj. — Der har vi netop den rette Mand til en saadan Tur.
— Aah, Mann in de Tonn! Kom lige herhen. Løjtnanten vinker ad mig, og jeg forstaar, at det er mig, han mener, for Navnet »Mann in de Tonn« er en Slags Kælenavn for mig her om Bord. Jeg rejser mig fra min Plads og gaar hen til de to Herrer.
— Hør, Ingwersen, vil du gøre mig og os alle en stor, stor Tjeneste?
— Ja, det tror jeg nok, jeg tør love, Hr. Kaptajn.
— Saa vidt mig bekendt, siger Kaptajnen, har du ikke videre nogen Familie udover — naa, maaske en lille Veninde, kommer det lunt. Jeg ser paa Kaptajnen, der har ligesom et forsorent Glimt i Øjet.
— Kort sagt, fortsætter han, vi vil sluse dig ud, hvorefter du kan gøre en Oversigt over den forvoldte Skade og saa iøvrigt se, hvad der kan gøres for at faa Baaden fri, saa vi igen kan komme op og faa lappet sammen paa de muligvis opnaaede Skader.
For mig var det kun et Øjebliks Sag at faa mig betænkt. Ganske vist, det var jo det med, at hvis nu Baaden slet ikke kom op?
— Naa, lige meget! — Jeg slaar til og tilbyder at prøve Lykken.
— Godt, siger Kaptajnen, du er en gæv Gut, Ingwersen.
Naar du nu om lidt glider ud, faar du en Hammer med, og med den kan du signalisere til os hernede i Baaden. Det øvrige lader vi saa Skæbnen raade for. Han og Løjtnanten trykkede venligt min Haand til Afsked. Der blev en Haandtrykken og en tagen Afsked, før jeg kunde komme af Sted.
Uden en Trevl paa Kroppen krøb jeg ind i det tomme Kammer, der ellers var beregnet til Udskydning af de oplagrede farlige Torpedoer.
Jeg hørte et Smæld, og straks efter tumlede jeg forfjamsket rundt ude i det grumsede Vand. Et Øjeblik kun, saa var jeg klar igen. Jeg fandt hen til Baaden og krøb op paa den. Men hvad var det! — En høj, mørk Væg forude — taarnede sig op over mig. Jeg følte paa Genstanden. — Aa, en Væg, en Trævæg, som Baaden var løbet ind i.
Naa saadan! Ved en nærmere Undersøgelse viste det sig at være Siden af et Træskib, velsagtens et af de mange Vrag, der nu under Krigen uden Mandskab flød rundt. Ikke saa underligt, at Baadens Periskop ikke kunde skydes op, foldet sad fastklemt mod Skibets Side. Jeg skulde vel signalisere. Men først maatte jeg en Tur op. For selv om jeg var en god Svømmer, maatte jeg have Luft, frisk Luft i Lungerne.
Nogle faa Tag, saa stak jeg Hovedet op over Vandet.
— Ah, det gjorde godt med lidt frisk Luft. Jeg opdagede nu, at jeg befandt mig lige i Nærheden af Vraget. Jeg svømmede derhen, krøb op paa Dækket og satte mig godt til Rette for at hvile en kort Stund. Vejret var saa smukt. Solen skinnede og blinkede i de døsigt rullende
Dønninger. Hvor var det dog herligt at sidde her og se ud over det blaanende Hav med de legende Bølger, at føle sig fri — selv om jeg ikke havde en Trævl paa Kroppen.
Men nu ned til Kammeraterne. Hurtigt gled jeg ned langs Vragets Side. Jeg fandt frem til Baaden og begyndte paa Bankningen. Man svarede igen derindefra. Det gik helt godt.
To Gange endnu var jeg nede ved Baaden. Den duvede hid og did med Agterenden, men – løs kunde den ikke komme. Jeg følte mig derfor helt ulykkeligt til Mode ved Tanken om Kammeraterne dernede. Skal de ende deres Liv dernede?
— Nej, sagde jeg til mig selv, det maa ikke ske! De skal reddes! Men hvorledes . . . ?
Der sad jeg mismodig og tung i Sind og grundede over den frygtelige Tragedie, der nærmede sig med hvert Minut, der gik.
— Hvad kunde jeg vel gøre? Nej, dette her var skrækkeligt!
Som jeg sad der i mine triste Tanker, naaede pludselig en Lyd mit Øre. Jeg saa omkring og opdagede et mindre Fartøj, der nærmede sig. Jeg fulgte det en kort Stund med Øjnene, og pludselig slog den Tanke ned i mig, at her kom maaske Redningen!
Det var ikke et Øjeblik for tidligt, for Solen nærmede sig stærkt Horisonten i Vest. Derfor sprang jeg op, skreg og vinkede med Armene for at henlede Baadens Opmærksomhed paa mig. Og sandelig! Nu ændrede Baaden Kurs og satte lige ned mod mig.
Jeg tror, jeg græd ved at se Mennesker, selv om ogsaa det var Englændere. Der var tre Mand om Bord, saa jeg nu, tre skæggede Fyre, der bar tydeligt Præg af at tilhøre Fiskerstanden.
— Hallo, hov, hvad er du for en Fyr, der her driver rundt? spurgte den første paa en Slags Engelsk, efter at de havde fortøjet Baaden. Jeg kiggede op pa a Manden og rystede paa Hovedet. — Jeg vil ærligt indrømme, at fremmede Sprog aldrig ha r været min stærke Side. Det følte jeg nu Savnet af. Mændene deroppe snakkede løs og saa en Gang imellem ned paa mig. Der dukkede nu en anden Mand frem. Han spurgte:
— Hej, du! — Hvad for en Landsmand? — are your a Allemague? Allemague – Germaner – Tysker! Nu forstaar jeg Mændene deroppe.
— Nej, svarede jeg, jeg er saamænd en Dansker fra Danemark,
— Hvad! — Det kundé du have sagt straks, for jeg er nemlig ogsaa Dansker, svarede Manden deroppe; men lad mig se, fortsætter han, du er — som han kan bande — ingen Dansker!
— Naa, Dansker kan jeg maaske ikke kaldes, men ser du, jeg er da dansk Sønderjyde fra Slesvig. Jeg har ikke af fri Vilje trukket den tyske Trøje paa, men jeg — har gjort Krigen med paa deres Side.
— Ja, det lyder mere sandsynligt, svarede Manden og rakte en Haand frem for at hjælpe mig over i Baaden.
Med et hurtigt Blik saa jeg, at Baaden var camoufleret. Udefra lignede den en fredelig Fiskerbaad, men ellers saa den krigerisk nok ud. Selv en lille Kanon manglede den ikke. Men lige meget, Mændene var flinke, de gav mig baade Tøj og noget at leve af.
Gennem min Ven, Danskeren, forklarede jeg dem, hvem jeg var, og hvorledes jeg nu var havnet her om Bord i deres Fartøj. Jeg fortalte om Kammeraterne, der sikkert længselsfuldt ventede paa Redning dernede i Ubaaden.
— En U-baad! raabte min ny Ven, men hvordan. . .!
Mændene fik pludseligt travlt med at stikke Hovederne sammen, medens Munden gik paa dem. Jeg kunde godt forestille mig deres Tanker. — Mon Manden her — altsaa jeg — var ved at dreje dem en
Knap?
Den ene af Mændene bøjede sig ned og fremtog et Hørerør. Han sagde noget, hvorefter han anbragte Røret paa sin Plads igen. Og saa forholdt de sig igen rolige. Det vil dog sige, at Danskeren en Gang imellem kom med et eller andet Spørgsmaal til mig. Jeg kunde ikke lade være med at grunde over Mændenes tilsyneladende Ro og Passivitet. De stoppede Piberne, tændte dem og forholdt sig ellers rolige, ganske som de ventede paa, at der skulde ske noget.
Dette »noget« viste sig at være et mindre Krigsskib, der lidt efter dukkede frem inde fra Land. Fartøjet havde god Fart paa. I en elegant Bue satte det Kurs ned mod os. Nu laa Skibet der med alle Motorerne i Gang.
Det viste sig at være en af de nye engelske U-baads-Jagere.
Jeg maatte atter til at forklare og opgive Dybden og den omtrentlige Plads, hvor »UE19« laa. Et Par Dykkere blev sendt ned. Snart efter fik de en Wire sænket ned og anbragte den omkring U-baadens Skrog.
Staalwiren strammedes. — Et kort Ryk. — De to Dykkere kom til Syne, og derefter dukkede ogsaa Baaden op af Havets Skød. Et Par Marinesoldater var parate. De hoppede over paa Baaden og stod parate med hævede Rifler. Der kunde jo blive Brug for dem. Hvad kunde ikke nogle desperate Tyskere finde paa!
Nu gled Kappen til Side. Den første, der dukkede frem over Nedgangslugens Rand, var Baadens Chef, den kære Kaptajn Stamer. Den altid nærværende Snadde dinglede i Mundvigen. Han fægtede ogsaa paa Sørøvervis med den ladte Pistol i Luften, dog uden at kunne komme til at gøre Brug af den. Et velrettet Spark fra en af Soldaterme sendte Vaabnet ud i Dybet.
— Av-av! raabte Kaptajnen og svingede med Haanden. Den saa dog ikke ud til at have taget nogen virkelig Skade.
— Aa, sikke Fæhoveder disse Englændere dog er, brummede han arrigt. — Hvad kunde det vel nytte at stritte imod her!
Mismodig steg Kaptajn Stamer ned i Baaden. Ogsaa den engelske Kaptajn var kommet til Syne. Han sagde henvendt til vor Kaptajn — og det paa fejlfrit Tysk:
— Kære Kollega! Det smerter mig, men det skal være mig en udsøgt Glæde at modtage en saa brav Mand her om Bord paa mit Skib; men, fortsætter han: Se nu til at faa Deres Folk op fra Baaden, for Natten stunder til, og vi skal skynde os hjem i Havn.
Fra min Plads saa jeg, hvorledes de kom vandrende op fra Baadens Dyb. Den første er Førstemaskinisten og hans Hjælper. Saa følger den ene efter den anden, og til sidst kommer Løjtnanten med alle Skibspapirerne.
Vor Kok har været saa fornuftig at forsyne sig med et Brød og et Par mægtige Pølser til Turen!
Ja, saa er Krigen da forbi for os, og vi vandrer alle i Fangenskabet.
NB. Kort Tid derefter kunde man i de tyske Aviser læse:—
U-baad UE 19 er efter en heltemodig Kamp mod Fjenden — ikke vendt tilbage —!
*) Tyskerne havde ingen ubåd ved dette navn, men en U19, der overgav sig i november 1918, UC19, der blev sænket i december 1916 og UB19, der blev sænket i november samme år.
**) Under 1. verdenskrig skal der kun have været en ubådskaptajn med navnet Stamer, nemlig Heinz Stamer, der havde kommandoen over U98 fra september til november 1918.
***) Der må være tale om marchhastigheden på overfladen, ingen ubåde kunne skyde så høj fart under vandet under Første Verdenskrig, den højeste hastighed neddykket var sjældent over 7-8 knob.