Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Terrænet i vort afsnit skrånede svagt ned mod en høj banedæmning, som gik tæt bag vore modstanderes skyttegrave. Der lå minebyer på  begge sider af banedæmningen, og en gade var ført gennem en  viadukt.

Denne viadukt var tilbygget med props, for at man ikke skulle se ned  ad gaden på den anden side, men en dag havde en af vore soldater  kravlet omkring i granathullerne bag vor stilling. Derved var han  kommet noget højere op og opdagede nu, at han kunne se en skærm, som dækkede en gennemgang i den tilbyggede viadukt. Han kunne se, hvordan engelske soldater ganske sorgløst færdedes på den anden side af dæmningen.

Opdagelsen blev meldt til kompagniføreren, og han tog mig med ud til stedet. Jeg skulle bære periskopet og en riffel med kikkert.

Periskopet forstørrede 15 gange, og nu kunne vi rigtig betragte livet  på den anden side. Det hele var så tydeligt, at man ville have kunnet  genkende enhver som helst.

Længe kunne kompagniføreren imidlertid ikke dy sig; der skulle  skydes. Det var jo kun fuglefrie soldater, som gik der, og tilmed  fjender. Jeg skulle observere gennem periskopet.

Nu kom der to soldater. Kuglen må vist have pebet dem om ørene,  for de sprang hver til sin side og kiggede forbavset.

»Jeg tror, at kuglen slog i venstre side af viadukten«, sagde jeg til kompagniføreren. Det ville han ikke tro og fyrede igen. Skuddene vakte godt nok forundring på den anden side, men jeg så hver gang et nedslag i cementmuren. Da det blev ved at gentage sig, blev jeg klar over, at det var selve projektilet, jeg så en skygge af, idet det  smuttede gennem periskopets lysfelt.

Inden aften havde man dog skudt et par englændere. Dagen efter blev hullet lukket.

Der var iøvrigt fire rifler med kikkerter i kompagniet, udleveret til de bedste skytter, som skulle gå omkring og pille uforsigtige  modstandere ned. Man tilbød også mig en sådan riffel, men jeg frabad mig dette hverv.

DSK-årbøger 1960