Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.

Jeg rystede paa Kroppen som et Espeløv; men jeg tvang mig til at se rolig ud. Længe fik vi ikke Lov til at hvile os her. Kanonerne tav. Øjeblikket var kommen til Angreb. — Nu skulde vi først hen til den gamle Jordhule for at grave vore Geværer ud. Da jeg kom ud i den Grav, hvorfra vi skulde angribe, var den Sektion samlet, som jeg skulde føre ud i anden Linie. Jeg sprang op paa Brystværnet for at orientere mig.

Saa snart jeg fik Hovedet ud over Skyttegraven, blev der rettet en saa forbitret Gevær- og Maskingeværild mod mig, at jeg hurtigst maatte søge Dækning. Jeg prøvede igen — samme morderiske Modtagelse. Tre Skridt frem, det vilde være den visse Død. Nej, tænkte jeg, ikke dø saadan, ikke kaste mig bevidst i Dødens Arme. Jeg saa, at endnu var ingen stormet frem paa hele Linien.

En rasende Pionérofficer kom løbende med Revolveren i Haanden og brølede til os: »Hvem er her Sektionsfører?« Jeg stod ret og svarede: »Det er jeg!« Han bandede og tordnede: »Vil De skyndsomst se, at De udfører Deres Pligt og stormer frem til Angreb!« Jeg sagde: »Det er umuligt at komme blot et Par Skridt frem, da vi ingen Reserver har, og der er heller ingen gaaet frem endnu paa hele Linien.«

Han hævede Revolveren med et Ryk og hvæsede ud mellem Tænderne: »Hund! Jeg skyder dig ned, hvis du ikke gaar frem!«

Jeg stirrede ind i det korte, sorte Revolverløb, pressede Tænderne fast imod hinanden og knugede Geværet med højre Haand som i Krampe. En underlig, stejl Trods kom op i mig sammen med den Tanke: Om jeg dør straks her i Skyttegraven eller om et Øjeblik to Skridt foran kan omtrent falde ud paa et, og hvis han skyder, saa dør han i samme Øjeblik, det ser jeg nu paa mine Kammerater.

Langsomt, men med Eftertryk svarede jeg: »Gaa De foran, Hr. Overløjtnant, saa kommer jeg bagefter!«

Han blev bleg, og Øjnene blev større; men højre Haands Pegefinger strakte sig lige ud, og Armen sank. Uden at mæle et Ord mere gjorde han omkring og løb tilbage, idet han i Forbifarten kastede et sky Blik til mine Kammerater.

Lidt efter kom der Ordre til, at vi ikke skulde gaa frem, men gaa tilbage til vor Jordhule igen og afvente nærmere Besked.