17. oktober 1917. “Vandet var dårligt alle vegne på grund af gasforgiftning”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Det blev aften. Vi ventede efter køkkenvognen, men den udeblev.

Vi skiftedes til at sove lidt om natten. Den næste dag oprandt, men skydningen var lige så voldsom, som dagen forud. Vi spejdede
efter køkkenvognen, men den kom endnu ikke denne dag, heller ikke om natten.

Vi spiste så jernportionen, men det kneb uhyre med drikkevarer.

Vandet var dårligt alle vegne på grund af gasforgiftning. Tørsten pinte os ganske uhyre. Om aftenen på tredje dagen gik jeg frem og fandt en forbindingsplads, her bad jeg om lidt kaffe, men lægen svarede: ”Hier ist kein Gasthaus zum wilden Mann”.

“Wilden Mann” var en beværtning mellem Hochlede og Vest Rosebecke. Den var ikke beboet, men der stod med store bogstaver over døren “Gasthaus zum wilden Mann”. Men han gav mig så en flaske Seltervand. Jeg drak den, og det smagte vidunderligt, men forslog kun så lidt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *