Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I sommeren 1915 var han beskæftiget med at bygge dækningsrum ved Avricourt, men i oktober 1915 blev hans regiment forflyttet til egnen omkring Lorettohøjen.
Aldrig har en nat været så lang, men omsider begyndte det dog at dages. Vi kunne begynde at skimte lidt af omgivelserne, og vi troede, al det værste var forbi; men pludselig — klokken var vistnok halv syv — begyndte de franske maskingeværer at brænde løs.
De skød fra flere forskellige steder, og der var mindst fire maskingeværer i aktivitet. Projektilerne fløjtede på kryds og tværs om ørerne på os, og pludselig råbtes: „De kommer! De kommer!” De franske angrebslinier myldrede frem.
På grund af tågen var det ikke muligt at få et klart overblik over hele situationen, og følgen var, at vi omgående blev kastet ud af vor stilling. Nu blev kaptajn Schellins ord virkelighed, for vi måtte straks i gang med at erobre stillingen tilbage, og det blev et blodigt arbejde.
Med håndgranater og opplantede bajonetter gik vi atter fremad, og en halv time senere var vi atter; herre over stillingen, men det syn, der mødte os, fyldte os med rædsel, ja med sandt raseri. Rundt omkring i grave og i granathuller lå vore kammerater døde eller sårede gode kammerater, som vi måneder igennem havde delt ondt og godt sammen med. Her lå de nu, døde eller hjælpeløse. Det var fortvivlende, når en såret kammerat bad om hjælp, og vi ikke kunne hjælpe ham.
Vi blev alle fyldt af en eneste tanke, og det var at tage hævn for vore kammerater.
Ret lange fik vi imidlertid ikke tid til at hengive os til hævntanker, for pludseligt vældede en ny fjendtlig angrebsbølge frem imod os, og vi måtte atter tilbage. Men igen gik det frem. Stillingen blev efter modangrebet taget tilbage. Dette skuespil gentog sig fire gange, men da franskmændene angreb femte gang, brød angrebet sammen i vor ild. De franske stormkolonner nåede ikke frem til vore grave. Stillingen var stadig vor. Vi havde klaret den over for flere angreb, men med uhyre tab.
Klokken var blevet ti, og det var helt lyst. Vi kom. efterhånden lidt til besindelse, og lidt efter lidt gik det op for os, at vi stod midt i dynger af faldne soldater, tyskere og franskmænd imellem hinanden. De, der i levende live så meningsløst havde kæmpet mod hinanden, lå nu fredeligt side om side.
Ved elleve tiden rykkede en deling af fjerde kompagni frem for at understøtte os. Vort kompagnis rækker var også pa dette tidspunkt i den grad udtyndet, at der var fare for, at vi kunne blive rendt over ende, bare fjenden foretog et lidt kraftigere angreb. Men dette måtte ikke ske, og det skete heller ikke; men fra begge sider vedligeholdtes en stadig geværild. Den varede ved hele dagen.
Det var en meget trist og alvorlig dag. Jeg så to brødre falde. Den ene var en syttenårig frivillig. Ligeledes faldt en af mine bedste kammerater. Jeg havde mange gange stået vagt sammen med ham. Han blev først såret i den ene arm, men da han ville gå tilbage til en forbindingsplads, måtte han et sted gå over åbent terræn, og her kom han ind i et maskingeværs kugleregn og blev dræbt. Jeg blev helt underligt til mode. — Men her var der ikke tid til at tænke alt for meget over tingene.
Ud på eftermiddagen stilnede geværilden for en kort tid lidt af. Kun feltartilleriet vedblev at tordne. Nu begyndte sulten at melde sig. Vi havde ikke haft lejlighed til at spise siden den foregående aften. Jeg havde den foregående dag købt et halvt pund smør i marketenderiet og bar det i mit kogekar oven på stormoppakningen. Det viste sig nu, at en geværkugle var gået lige igennem karret, og det så uheldigt, at jeg ikke kunne få låget af. Det sad som fastnittet. Jeg masede med låget, men det endte med, at jeg måtte brække hele karret i stykker. En lille smule brød havde jeg også, ligeledes lidt kaffe i min feltflaske.
Jeg smurte et godt lag smør på en rundtenom, og da jeg var i færd med at satte det til livs, kom en af mine kammerater hen til mig. Han havde en stor pølse i hånden og tilbød at dele med mig. Det var jeg mere end villig til, og vi blev godt hjulpet begge to.
Efter måltidet gik jeg i gang med at grave et hul i jorden, så jeg havde lidt dækning, og omkring hullet anbragte jeg en bunke håndgranater for at have dem ved hånden i påkommende tilfælde. Jeg var dog næppe blevet færdig med mit arbejde, da der kom befaling til os, at første kompagni skulle trækkes ud af linien. Der blev stor glæde blandt os, og vi spejdede længselsfuldt efter afløsningen.
DSK-årbøger, 1955