Senest ændret den 27. januar 2016 11:41
Flensborg Avis analyserer i sin udenrigspolitiske artikel den spændte situation på Balkan.
Østerrig og Serbien – modstridende Efterretninger
Der er, som nævnt, fremkommet Efterretninger om, at Østerrig allerede havde begyndt at sende Tropper til den serbiske Grænse. Til Berlin indløb der i Tirsdags Efterretning om, at der var anordnet en delvis Mobilisering af de to Armékorps for at give det Skridt, der skal foretages i Belgrad, et særligt eftertryk. man syntes der endnu ikke rigtig at ville tro derpaa; det ville i Virkeligheden være en mere end mærkværdig Fremfærd fra Østerrigs Side, men man har jo i de senere Aar næsten hørt op med at undre sig over noget i den Retning, der kommer fra Wien.
Den ungarske premierminister, grev Tisza, havde været i Wien og bl.a. udtalt:
… at Østerrig-Ungarns forhold til Serbien maatte klares. De, der har Ansvaret, var sig bevidste, hvilke Interesser, der knytter sig til Fredens Opretholdelse. De bestaaende Uoverenstemmelser burde ikke ubetinget føre til en krigerisk Konflikt. (…) Paa Spørgsmaalet om de østerrigsk-ungarske Statsborgeres Stilling i Belgrad erkærede Grev Tisza, at de alarmerende Efterretninger desangaaende lykkeligvis ikke havde bekræftet sig. Intet tydede paa, at Belgrads Befolkning tilsigtede fjendtlige Demonstrationer.
Den sidste Indrømmelse vil være værdifuld for Serberne. I øvrigt lægger man i Førsteministerens Tale mærke til hans Ord om, at Uoverenstemmelserne “ikke ubetinget” burde føre til en Krig. Det lyder ikke meget tillidsfuldt.
Den udenrigspolitiske artikel var som regel skrevet af redaktør Peter Simonsen.