Den 17. februar 1918 sænkede U-157 med sønderborgeren Max Valentin som kaptajn ud for Afrika den portugisiske sejlskib, Estrella Da Bissao (129 BRT). I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” beskriver Valentiner sænkningen af et portugisisk sejlskib som kan være Estrella Da Bissao.

Fra Azorerne sejlede jeg via de Kanariske Øer til den afrikanske kyst. Undervejs sænkede jeg enkelte mindre fartøjer, de første på denne rejse. Jeg husker særlig en sænkning som det var i dag: Om natten i måneskin holdt jeg et stort sejlskib an, en helt ny tremaster under portugisisk flag med vidunderlige gaffelsejl af snehvidt bomuld. Besætningen flygtede i redningsbådene, da ubåden nærmede sig. Mine folk lagde til med jollen, og ville klatre op på dækket. Da sprang en kæmpe hund, en slags sanktbernhardshund, larmende imod dem, gøede og bed, og ville ikke lade nogen komme op på dækket. Mine folk forsøgte at slå den ned med årerne, men hunden var for hurtig, veg uden om, ingen kunne ramme den.

Jollen måtte tilbage igen for at hente en pistol. Jeg bad dem skåne den tapre hund, det ville være bedre om de tog den med. Men den lod sig ikke overtale: den måtte “slås ned”.

Sejlskibet havde bomuld og kobber ombord, en værdifuld ladning, som vores besætning, der havde brug for levnedsmidler, dog ikke kunne bruge til noget. Derimod var der to svin ombord, naturligvis også et fint bytte. Men da en mand i mørket greb ned i svinestien, skreg han op: også svinene forsvarede skibet til de blev knaldet ned. Og jeg spiste sammen med svinekødet et stykke anerkendelse for det tapre dyr.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 229-30.)