Senest ændret den 22. februar 2016 17:00
Af Allan Otto Wagner.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.
Den følgende Morgen tidlig (16. Nov.) af Sted igen, og vi kom igennem Lentcica, en større By ved Bzura Floden, ca. 30 km Nordvest for Lodz, hvor der lige havde været Gadekampe. Vi fik et lille Hvil paa en aaben Plads i Byen, og her oplevede jeg at blive taget ved Næsen af en Jøde.
Under det korte Hvil, hvor vi ikke maatte træde ud af Geleddet, sneg en handlende Jøde sig langs Rækkerne og samlede en Del Penge sammen, som han lovede at købe os noget for i en nærliggende Forretning. Manden forsvandt, men indfandt sig ikke med de lovede Varer.
Vi blev i Byen til hen mod Aften, da vi beordredes frem mod en russisk Skyttegrav Syd for Byen. Idet vi drog ud af Byen, beskød det russiske Artilleri os, og vi klemte os ind mod Murene for at faa Dækning. I Spring løb vi nu fremad, og hver Gang vi smed os ned, brugtes flittigt den lille Spade for dog at faa en lille Dynge Jord at gemme Hovedet bag ved. Da det blev mørkt, var vi naaet til en Afstand af et Par Hundrede Meter fra den russiske Stilling, og nu bragtes de jamrende Saarede bag os tilbage.
Foran os stod en Landsby i lys Lue, skudt sønder og sammen af Artilleriet. Fra det russiske Artilleri kom kun en enkelt Granat med lange Mellemrum, saa vi gættede allerede paa, at Russerne trak sig tilbage, saa meget mere som man heller ingen Geværkugler hørte pibe mere.
Formodningen viste sig at være rigtig, da vi lidt efter passerede deres Skyttegrav paa Vej mod en længere bagved liggende Landsby, — hvor vi om lidt skulde erobre Nattekvarter med Bajonetten. Geværet blev nemlig tømt for Patroner, og Bajonetten plantet paa, og saa gik vi i samlet Kolonne i Bælgmørke fremad. Til al Afskyelighed var vort Kompagni forrest.
Bataillons-Kommandøren fulgte Bataillonen. Der maatte ikke bruges ild til en Smøg, end ikke maatte der tales et Ord, og Bajonetskeden blev holdt fast med venstre Haand for at undgaa enhver Lyd, og saaledes vandrede vi i Mørke, uvidende om vor Skæbne, taalmodigt fremad. Der blev intet sagt til os, men at der var Formodning om, at der var Russere i Byen, forstod vi af de dystre Forholdsregler. Maaske skulde der ogsaa snappes lidt Bagage, og at det alt skulde gaa for sig ved en Overraskelse.
Vi kom ind i Byen, og Formodningen holdt Stik. Med Kolbeslag mod Døre og Vinduer vækkedes de sovende Russere, og jeg ser med al Tydelighed for mig, da jeg sammen med en Kammerat med Lommelygten lyste ind ad Døren til et Karunkelhus (et Kartoffelhus, hvor Taget naar til Jorden) og der kom fire Russere kravlende ud imod os, visende deres tomme Hænder. Paa denne Maade toges et Par Hundrede Fanger. Efter at der var gravet en Skyttegrav foran Byen, som blev svagt bemandet, kunde vi hvile os i Russer-Kvartererne, hvor vi trods alle anspændende Oplevelser dog fik lidt Søvn.
