Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.
Den 12. Maj kører vi over floden “Eufrat”. Høsten er allerede igang, men det er kun smaa stykker de har under plov. Ja plov kan man næsten ikke kalde den, den bestaar af en krum træstamme, fortil lidt tilspidset, med den kører de frem og tilbage og paa den maade faar de saa lidt muld.
Det er næsten udelukkende byg de avler, det skal jo kunstigt vandes og det sker ved at de hejser vandet op af floden med en sammensyet kohud der er lavet som en slags tragt og det er kun ved flodbrederne de kan avle noget, hvad der avles bliver høstet med segl.
Men hvad kunne der ikke blive ud af de store uendelige sletter hvis de kom under kultur, med stemmeværk og kanaler, for vand er der nok af i de store floder “Eufrat” og ”Tigris”, saa de kunne godt bevande hele Mesopotamien.
Nu gaar banen ind gennem ørkenen. Solen brænder ogsaa frygteligt. Sommesteder møder vi store græshoppesværme, de er ogsaa en mægtig plage her i landet, for de æder alt hvad de møder paa deres vej. Om aftenen er vi i “Ras-el-ain”, det er kun selve stationsbygningen. Banen gaar ikke videre.
Vi skal nu med kamelkaravanen igennem ørkenen til “Mosul” som ligger ved floden Tigris. Ørkenen er et land uden tusmørke, solen gaar ned, saa kommer en kort forventningsfuld stilhed og i denne uendelige stilhed er det som selve tiden staar stille. Alt bliver sort mod en citronfarvet himmel. En stjerne gløder en flagermus flyr og mørkets vinger breder sig over jorden.
Og saa ørkenspejlbilledet, naar man skuer ud over ørkenen naar den bliver bestraalet af solen og solstraalerne bliver kastet tilbage, da opstaar der et spejlbillede saa skønt som man ikke kan forestille sig. Det kan se ud som om man var omgivet af en stor sø, og forhøjninger i landskabet er som smaa øer, og gaar man eller rider man hen imod det, saa kommer man det aldrig nærmere, det er ligesom det flygter for een for tilsidst helt at forsvinde, og hvad er det? Det er intet! Intet!
Gennem de tusinde af aar har man brugt det samme transportmiddel: ”Ørkenskibet”, den uovervindelige kamel. Nu som for umindelige tider siden befordres mennesker og gods ad de samme karavaneveje gennem ørkenen paa kamelryg. Tavse drager karavanerne gennem det dødsstille solsvedne land. Kamelen skrider frem med fremstrakt hals og med rugende fjed møjsommeligt i kvælende og tør hede afsted i den endeløse slette.
Og hvad der venter os er jo ikke godt at vide, maaske vore knogler ogsaa skal blegne i ørkensolen. Vi lader nu alle vore sager ud, det har vi nu gjort flere gange, hvor længe vi skal blive her ved vi ikke. Der er en lille flod i nærheden, der bygger vi vort telt op. Vi har et stort dobbelt telt ved hver afdeling der kan rumme 25 mand, og vi har jo vore feltsenge med madrasser saa vi ligger jo helt godt her.
For at komme videre skal vi baade have heste og kameler. Den 16. maj faar vi 15 heste tildelt vor afdeling, altsammen hingste, flere af dem er slet ikke tilredet, saa vi har rideøvelser hver dag, og det gaar sjældent af uden ulykker, en brækket arm, en forstuvet skulder, og een havde nær brækket halsen. Hesten slog nemlig en kolbøtte.
Ved hele ekspeditionen har vi nu 150 hingste, vi har dem allesammen tøjret, men det sker imellem at et par river sig løs, saa skal I bare se sikken en kamp det gi’r, de er næsten ikke til at skille ad. Vi er nu klar til ørkenrejsen, 600 kameler har vi ogsaa faaet, en mægtig karavane.
Den 5. juni gaar turen videre.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)