16. maj 1915 – Ellen Jensen: “Tøserne slaas paa Gulvet”

Ellen Jensen var gift med journalist J.N. Jensen, der arbejdede for Flensborg Avis. Han var blevet indkaldt til trænet i august 1914, og som så mange ægtepar adskilt af krigen førte de en omfattende brevveksling mellem fronten og hjemmet.

Ellen og J.N. Jensens tre børn, 1920. De to ældste var begge født før krigsudbruddet 1914 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Ellen og J.N. Jensens tre børn, 1920. De to ældste var begge født før krigsudbruddet 1914 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Flensborg 16. maj 1915

“Min egen Kæreste!

Tak for Brevene den 10-11-15 og det der kom i Dag fra 12-13. Det var da godt at ”Fristen” blev forlænget, saa du ikke blev Inf[anterist]. denne Gang. Men det kan jo komme senere igen. Hvis Krigen bliver ved, er det jo meget san[d]synligt, at de tager jer til Infanteriet. Der er der jo altid Huller. Hvad er en ”flyvende Division”, jeg tænker mig én, der altid er parat til Flyt[t]en, hvor der er mest Brug for den, men maaske er det galt. […]

Saa modsiger du [dig selv i] et af dine andre Breve, lille Kæreste. Deri skrev du, at Adskillelsen ikke var saa slem, nu man vidste hvad man gik ind til. I dette Brev skriver du, at Adskillelsen nu maa være langte værre end første Gang!! – Saa skriver du, at ”Ferien” faar du ikke i Sommer, jo, lad os saa haabe, at du kommer helt hjem til Vinter. Det var sandelig alt andet end morsomt at tænke paa en ny Vinter. J.M. Sagde, at det kunne der der ikke tænkes, for Soldaterne var saa udmattede, dem der nu havde ligget i Løbegrave, de kunde knap gaa paa deres Ben. […]

Det er hundekoldt i Dag, Børnene kan ikke engang være ude. Jeg maa fyre i Kakkelovnen i Dag, men saa kan jeg ikke mere, saa kan det blive saa koldt som det vil. Paa Tirsdag skal jeg vaske Storvask, saa skal jeg bruge mine sidste Kul. I Gaar frøs jeg saa jeg var helt syg og maatte gaa i Seng mens det var lyst. Jeg har ingen Penge til Kul foreløbig. Jeg har købt 100 pund Kartofler af Hansen jun. og givet 8 Mark for, saa taaler jeg ingen ekstra Udgifter mere i denne Maaned. Men der er jo da god Grund til at at haabe at Vejret vil forandre sig, i Dag er det da den 16. Maj. […]

Saa faar du ikke mere i Dag. Tøserne slaas paa Gulvet”

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *