Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret og forsommeren deltog det i de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent.
Den 16. bragte nye, svære kampe. Allerede kl. 3 om morgenen var der svær artilleriild foran 71erne. En halv time senere et angreb, det blev slået tilbage. Kl. 4 om morgenen samlede den fjendtlige ild sig igen på ”Grænsestillingen.” Den bredte sig ud til 89’erne på højre fløj og greb over på den anden og tredje stilling mellem ”Sønderborg-” og ”Flensborgvejen.” Kl. 6 er ”Grænsestillingen” helt jævnet.
Fra kl. 7 til 7,30 raser trommeildens hvirvler. I nogle spring er fjenden fremme, det lykkes ham at bryde igennem ved 4. kompagnis venstre fløj mellem sape 6 og 8. Fremstødet bliver opfanget af reservekompagnierne. 2. kompagni besætter gravene ved ”Ny Tønder,” 8. højderne øst for Bascule, 5. var allerede tidligt om morgenen blevet alarmeret i Nampcel.
Særlig snildt bar dele af 1. kompagni sig ad på højre fløj. Med fire grupper besatte de ”Haderslevvejen”, rettede deres ild ind i flanken på franskmændene og jog dem ind i ”Mannsteinvejen.” Ved enden af løbegraven hen mod stenbruddet blev disse opfanget af nogle grupper fra 8. kompagni og nogle menige fra 2. kompagni, og de blev samlet tvunget til overgivelse. Det var en officer og 112 mand, som straks blev ført til Nampcel. Denne flotte og dristige dåd fremkaldte overalt jubel og hævede stemningen gevaldigt. At tage hævn for de myrdede kammerater faldt dem ikke ind.
Hen mod middag stormede 2 delinger fra Füsilierregiment 12 og deling Loelf fra 5. kompagni regiment 86 frem gennem ”Haderslev-”, ”Mannstein-” og ”Aabenraavejen” for at generobre den mistede frontstilling. De besatte generobringsgraven og tog på ny fanger. Hovedskyttegraven kunne ikke mere erobres, da den var fuldstændig jævnet og derfor heller ikke besat af fjenden. Resterne af 5. og 8. kompagni blev indsat forrest ved siden af 1. kompagni.
Fjenden opgav stadig ikke sine forsøg på at komme videre frem. Om eftermiddagen rev og flåede han endnu engang rasende ved sydstillingen for i den retning at kunne udvide gennebruddet. Kl. 4 brød han ud på begge sider af Slesvig vejen. Her lå 31’erne i den forreste stilling, i anden linje ved skrænten af slugten 6. og 7. kompagni fra regiment 86.
Angrebet blev afværget under svære tab for fjenden, blot ved ”Slesvigvejen” erobrede han 100 meter. Med friskt gå-på-mod blev han angrebet af en deling fra 7. kompagni fra regiment 86 og smidt ud med håndgranater i løbet af tre kvarters tid. Herved fik vi 5 fanger fra regiment 148 i hænde. Om aftenen samlede fjenden endnu engang nye stormkolonner; de blev opdaget af vort artilleri og splittet ad, før de kunne gå til angreb.
Sådan endte den 16. juni med franskmandens totale fiasko. Endelig var han tæmmet og affandt sig knurrende med den kendsgerning, at hans endelige mål, gennembrud og oprulning af en del af vor stilling ikke var opnået.
Men også regimentets kræfter var udtømt. Fjorten dage, enkelte kompagnier over tre uger, havde regimentet holdt ud i forreste eller anden stilling, havde i ugevis ladet den hidtil hårdeste artilleriild rase over sig og havde måttet se på så mange kammeraters frygtelige død. Dag efter dag brændte den glohede sol, udtørrede soldaternes årer, tilstoppede hudens porer med sved, støv og røg. Forplejning kom kun frem med besvær, vand ligeså. Tørstkvalerne havde til tider, navnlig i de sidste dage, været forfærdelige.
Utålelig var også ligstanken, der dag og nat forpestede skyttegravene. For i hundredvis lå de faldne endnu ubegravede blandt tidsler og valmuer.
