Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.
Vor Oversergent, der var en rettænkende og pligttro Mand, og som paa flere Maader havde vist, at han forstod Sønderjydernes Stilling under Krigen, bad os Danske om at hjælpe ham med at bringe alle de levnede Fødemidler i Sikkerhed. Det gjorde vi gerne, for saa vilde han næste Morgen sørge for, at vi fik vore Frihedspapirer udstedt.
Han holdt ogsaa Ord, for om Formiddagen d. 16. kaldte han os sammen; hver fik sit Fripas og et Bevis at rejse hjem paa. Desuden gav han os Lov til at tage nogle mindre Munderingsgenstande med hjem til Minde om Krigen.
Det var vi glade for, og vi kom dem i nogle Lærredsposer, som vi havde lavet af vore Straasække.
Vi tog saa Afsked med Kompagniføreren, Kontorskriveren og vor Oversergent. De trykkede os i Haanden og takkede for godt Kammeratskab; den sidste var meget bevæget, for han havde hele Tiden været sammen med os, og altid havde der gensidig været et godt Forhold mellem ham og os.
Med vor Ransel paa Nakken gik vi saa til Banegaarden, hvor vi maatte vente i fire Timer for at komme af Sted efter Flensborg. Vi sad paa en Restauration og nød en Kop Kaffe.
Desværre viste det sig, at det Bevis, vor Oversergent havde givet os, ikke var gyldigt som Fripas paa Banen. Naa, derved var intet at gøre; der var jo indtraadt nye Forhold i Tyskland, og vi maatte selv betale Billet.
Kl. 10 om Aftenen naaede vi Flensborg. Vi fandt det ikke værd at gaa ind i Byen for at finde Logi; vi var jo ikke saa godt vant og vi lagde os til Ro paa Gulvet i Ventesalen med vore Ransler under Hovedet.
De civile Folk paa Banegaarden var ogsaa flinke mod os, og flere gjorde sig Umage for at tilvejebringe Ro, for at de hjemvendende Soldater, som de sagde, kunde sove.
Men en ung Vagtsoldat, der vel næppe havde lugtet Krudtet’i Krigen, gjorde sig bemærket ved at tage Lærredsposen, som en af vore Kammerater et Øjeblik havde forladt. Vagtsoldaten vilde undersøge, om Posen ikke indeholdt stjaalne Ting fra vor Krigsudrustning. Vi lod ham vide, at det var retmæssig Ejendom, som Kompagniet ved Afrustningen havde skænket os. Det vilde han imidlertid ikke tro og truede med at bruge Vaaben mod os.
Det kan nok være, at vi, der havde baaret Krigens Lidelser i 4½ Aar, blev ophidsede, og der blev en voldsom Staahej. En Tid saa det ud til at blive regulært Slagsmaal; men endelig blev Vagtunderofficeren tilkaldt, og han ordnede det saaledes, at vi fik Lov til at beholde vore Lærredsposer med deres Indhold mod, at den Pose, der var taget fra vor Kammerat, blev nærmere, undersøgt og klaret, om vi havde Ret til at tage de nævnte Smaating med hjem.