Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.
Regningen
Det er nu blevet klart, at der af de Allierede, foruden enorme Summer til Genrejsningen af Nordfrankrig, Belgien, Polen og Serbien vil blive krævet en almindelig Krigsskadeserstatning af Tyskland. Det er endvidere blevet klart, at det, der vil blive forlang, er svimlende Summer.
Hvert af de allierede Lande har, oplyste den engelske Førsteminister Lloyd George i en Valgtale, som han sidste Torsdag holdt i Cardiff nedsat en Kommission, som skal undersøge og opstille Kravet til Tyskland og samtidig undersøge Tysklands Betalingsevne. Paa Fredskonferencen vil disse forskellige Krav blive samarbejdede og derpaa vil Regningen blive præsenteret Tyskland.
Vil Regningen kunne betales?
Dette Spørgsmaal maa besvares Nej. Tysklands Statsgæld var før krigen omkring de 20 Milliarder; hertil kommer efter Lloyd Georges Beregning ca. 130 Milliarder Krigsudgifter, tilsammen altsaa ca. 150 Milliarder.
Regningen fra de Allierede er paa 500 Milliarder. Vi er saa oppe paa 650 Milliarder. Men Tysklands hele Nationalformue før Krigen var kun mellem 300 og 400 Milliarder, og under Krigen har den ikke kunnet vokse. Summen, der er til Raadighed, vil tværtimod være meget mindre. Thi foruden Rigets Krigsudgifter har der været mange andre Udgifter. Hver Provins, hver Kreds, hver By har sat sig i Gæld, og enorme Værdier, som førhen udgjorde en Part af Nationalformuen, er tilintetgjorte.
De russiske Krigsfanger
Fra By- og Herredsfogedkontoret i Assens har vi modtaget følgende:
Vi beder Dem henlede Deres Læseres Opmærksomhed paa følgende Forhold:
Der er i den senere Tid kommen en Del russiske Krigsfanger hertil Assens. For Tiden er der samlet op imod et Par Hundrede. De rejser fra Sønderjylland i den Tro, at de her fra Danmark vil kunne blive sendt videre til Deres Fædreland. Danmark kan af mange Grunde ikke foreløbig sende Russerne hjem. De maa blive her, og Forholdene medfører nødvendigvis, at der ikke kan bydes saa mange Mennesker behageligt Ophold. Der mangler passende Lokaler og Sengetøj til at tilfredsstille Invationen, og da der ikke for Tiden her i Landet er nogen Mangel paa Arbejdskraft bliver Resultatet, at Russerne falder det Offentlige til Byrde.
Det vilde tjene alle Parter bedst, dersom Russerne ikke gjorde Forsøg paa at flygte fra Sønderjylland, hvor deres Udsigter til at komme tilbage til Rusland er bedre end her.
Feddersen
Fra Felten
I Fangenskab
Hans Franzen, Søn af Teglmester Franzen i Nygade i Aabenraa, der har været savnet i godt en Maaneds Tid, har nu meddelt sine Forældre, at han er falden i engelsk Fangenskab. Han skriver: “Desværre har jeg mistet den venstre Arm, men jeg har det nu helt godt, og det er jo da heldigt, at det ikke er den højre. Tag Eder det ikke alt for nært, kære Forældre, thi nu har jeg da endelige faaet Ro.”
Hans Adresse er: Nr. 2388 Hans Franzen, Prisoners Of War Hospital, Pork Hall, Osnetry, England.
Vendt hjem fra Fangenskab
Efter et langt Fangenskab er Hans Wienberg, Søn af Missionsekretær Wienberg i Breklum, vendt hjem. Han kom iflg. “Fl. Av.” i fransk Fangenskab den 9. September 1914 og blev transporteret til Algier, hvor han maatte blive, indtil Fangelejrene der blev ophævede. Paa Hjemvejen hjemsøgtes han og mange Kammerater af den spanske Syge og Lungebetændelse. Der døde rigelig 100 paa Lasarettet. Ogsaa Wienberg laa uden Haab, men han kom sig dog og er nu hjemme.
(Læs hele Hejmdal fra 16. december 1918)