Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.
Mikaels Lig graves op
Klokken 10 skulde jeg møde paa Kirkegaarden. Til den fastsatte Tid ankom Feldwebel Langenfeld og en Del af Mikaels Kammerater. Staack havde løbet sine Fødder ømme Dagen i Forvejen paa vor Tur, saa han maatte sende en Undskyldning, at han ikke kunde møde.
Soldaterne, der bar Stormhjelme, havde bragt en Del Kranse med til Kisten. De stillede sig op ved Lighallen, hvor en Officer var ankommen, som skulde overvære Opgravningen og fastslaa, at Liget var det rette. Uden for Lighallen stod en Ligkiste, men den lagde jeg ikke videre Mærke til. Det var jo ikke noget usædvanligt paa det Sted, og Kisten var af samme Slags, som jeg havde set den første Morgen, lavet af graa, uhøvlede Brædder. Først senere lagde jeg Mærke til, at den bar Mærker af Jord. Officeren drog mig ind i en Samtale, hvorved jeg vendte Ryggen til de andre og ikke mærkede, hvad der foregik bag ved mig.
Jeg vendte mig intet anende om til Soldaterne igen, og mente, at vi vel nu skulde ud til Graven. Men da var Kisten bleven aabnet og Mikaels Lig laa i den lige foran mine Fødder.
Hænderne var kulsorte. Han holdt dem frem, som greb han efter noget. Det var et Syn, som jeg aldrig vil glemme. Lange Tider senere havde jeg dette Syn for mig, saa snart jeg lukkede Øjnene. En af Soldaterne begyndte at aabne Mikaels Vaabenfrakke for at søge Erkendelsesmærket frem. Straks kom hans nøgne Bryst frem. Han havde intet andet paa end Frakke og Bukser. Mærket var der ikke. Det har man vel ikke tænkt paa at give med i Graven, da man efter Obduktionen har givet ham lidt Tøj paa, inden han er bleven lagt i Kisten.
(fortsættes under billedet)
Men Erkendelsesmærket var overflødigt. Baade hans Kammerater og jeg kunde kende ham igen. At han, til Trods for at han allerede havde ligget 4 Maaneder i Graven, var saa lidt forandret, saa han uden Vanskelighed kunde genkendes, var vist nok en Følge af, at Graven havde været fyldt med Vand til op over Kisten.Officeren var tilfreds med vor Dokumentation. De nødvendige Dokumenter udstedtes, og jeg maatte kvittere for Modtagelsen af Liget.
Han blev senere lagt over i den Kiste med Zinkindlæg, som Langenfeld havde bragt med den første Dag. Men mens dette stod paa, førte man mig bort. Dette overværede Langenfeld kun.
Kort Tid efter blev Kisten stillet op paa en Vogn og vi ledsagede den ud til Jernbanestationen. Nærmest Kisten gik Kammeraterne fra hans Afdeling med Kranse. Derefter fulgte Langenfeld og jeg, og det lille Ligtog afsluttedes af nogle enkelte Soldater, der tilfældig var til Stede. Af Landsmænd var Hjulmager Paulsen fra Gabøl blandt dem.
Ligkisten blev stillet ind i en Jernbanevogn og Kransene anbragte til Dels paa Kisten, til Dels hængt op i Vognen, som derefter plomberedes, og jeg fik Vognens Nummer opgivet af Togpersonalet.
Jeg tog Afsked med Kammeraterne og takkede dem for al deres Venlighed mod vor fælles Ven og for den sidste Ære, de nu havde vist ham ved at ledsage ham til Jernbanestationen. De var meget bevægede, hos enkelte trillede Taarerne ned ad de vejrbidte og skæggede Kinder, da jeg trykkede deres Haand til Afsted. Klokken 12 gik Toget fra Halluin Station, og Hjemturen begyndte.