Mads K. Gram var med i kongens følge, da han den 15. juli var på sin fjerde og sidste tur rundt i det genvunde Sønderjylland. Dette er første del af hans beretning fra turen.

Det mægtige Folkestævne paa Dybbøl Søndag den 11. Juli var holdt, og nu ønskede Kongen at gore nogle Ture paa tværs af Landsdelen for at se Landet og hilse paa dets Beboere.

Til en af disse Ture blev jeg indbudt for at være med i Førerbilen som stedkendt Mand. Det blev en Oplevelse, der aldrig glemmes.

Turen udgik Torsdag den 15. Juli fra Aabenraa, hvor “Dannebrog” med Kongefamilien om Bord laa i Havnen. Bilerne kørte op paa Havnekajen for at være parat. Der var vistnok fem i alt med Kongebilen i Midten.

I Førerbilen sad Manden, der havde forberedt de forskellige Ture, nuværende Direktør Martin Hammerich, Tønder. Desuden Direktør Kr. Hansen, Aabenraa, Politimester Vokslev og jeg.

Præcis som altid kom Kongen og Dronningen, Kronprinsen og Prins Knud samt det øvrige Følge over Landgangen og tog Plads i Vognene.

I Følget var Kongens Kabinetssekretær, Kammerherre Krieger, samt Hofmarskallen, Kammerherre Juel. Vistnok tillige et Par andre høje Herrer og en af Dronningens Hofdamer.

Der var lagt et nøjagtigt Program for Dagen med Tider for hver Landsby og By, som skulde passeres.

Til at begynde med havde Beboerne i Slotsgade dog bedt Kongen om at køre den lille Omvej derigennem, thi han havde endnu ikke været der, og man havde pyntet Gaden saa smukt.

Kongen var gaaet ind paa det, om ikke for andet saa for den stoute gamle Kaptain Fischers Skyld, som boede i et af Husene.

Bilerne satte sig nu i Bevægelse og kørte den ønskede Vej. Gaden var virkelig ogsaa værd at se med de ejendommelige gamle Huse smykket med Grøntslyngninger fra Ende til anden.

Lidt ekstra Tid havde det jo taget, men naa, uden for Byen blev Farten sat op, og den nærmeste Omegn ved Aabenraa sinker ikke meget, den er bakket og smuk, men det er Skov og Skov, uden mange Beboere.

Allerede Vest for Skoven blev det imidlertid anderledes, der begyndte det usædvanlige. Hver Landsby havde rejst Æresporte ved Indkørslen, der var Flag ved Flag, og Beboerne var mødt for at hilse paa Kongen og byde ham velkommen.

Det begyndte i Brunde og Rødekro og fortsatte hele Turen igennem. De fleste antog, at Kongen sad i den forreste Bil, hvorfor vi til at begynde med fik rigeligt med Blomsterbuketter i Førervognen. Senere raabte vi ustandseligt: “Kongen er i tredie Bil — tredie Vogn”. Vel var vi i Kongens Følge, men Blomsterne var nu alligevel bestemt for Kongen og Dronningen, og de maatte da ogsaa have Vognen tømt flere Gange
i Dagens Løb.

Vest for Rødekrø er der en Strækning af fladt Land, hvor der er langt mellem Landsbyerne. Men Vejen var ikke øde. Fra Gaarde og Huse, som laa nærmere eller fjernere fra Vejen, var Beboerne mødt op og stod i Smaaklynger her og der for at se og vinke til Kongen. Ja selv de helt gamle kunde ikke blive hjemme. Ungdommen havde hjulpet dem og stillet Lænestole eller Sofaer ud til Vejen, og nu sad de i Solskinnet og ventede. Det var noget usædvanligt, men det var jo heller ingen Hverdagsbegivenhed, der foregik.

De fleste af dem havde oplevet Ulykken i 1864, alle havde gennemgaaet Udlændighedsaarene med Trængsler af mange Slags. Haabet var holdt levende, selv om det syntes nok saa urimeligt, og nu skulde det endda forundes dem at opleve den Dag, da den danske Konge som Landets Repræsentant kom for at byde dem velkommen hjem og paany tage Landet i Besiddelse.

Og Kongen følte og forstod det. Ved de første Gamle i en Lænestol og ved de næste i en Sofa kunde han ikke køre forbi, men gjorde Holdt, stod ud af Bilen, gik hen og takkede dem for Trofastheden mod Danmark i de mange Aar og ønskede dem Velsignelse over deres Alderdom. Den velsignede Sol var over os alle paa saadan en Dag.

Nu passeredes Egvad og Hellevad, og vi stævnede mod Agerskov. Overalt det samme Billede af Fest og Glæde.

I Agerskov kørte vi op paa Kirkepladsen, der var sort af Mennesker. Ved den nordre Kirkemur vokser der en Hyld, og Sagnet levede endnu i Agerskov Sogn, som fortalte, at naar Hylden var stor nok, skulde den danske Konge komme og binde sin Hest ved dens Grene. Hidindtil havde man gerne føjet til, “men endnu er han ikke kommet”.

I Dag kom han imidlertid for at hilse paa Hylden og Haabet, som Sagnet og den store Forsamling paa Kirkepladsen var Udtryk for. Pastor N. A. Jensen, davarende Frimenighedspræst i Bovlund, Agerskov Sogn, tog imod ham i Ornat. Han hilste Kongen og hans Følge velkommen, førte Kongen op til Kirken, hvor Hylden stod, og fortalte det gamle Sagn.

Længe havde det varet, før Kongen kom, men Hylden kunde vente, thi nye Skud afløste de gamle, som faldt, og Hyldens Rødder var fæstet dybt i den sønderjydske Muld.

Mens Kongen var ved Kirken, skulde Bilerne, Kongens Staalheste, vendes, og vi stod ud for at strække Benene. Dette moderne Køretøj er jo behageligt nok at synke ned i, men man bliver skammelig stiv i Benene af at sidde der for længe.

Jeg var knap nok kommet ud af Vognen, før end Enemark, en af Krigskammeraterne fra Frankrig, kom hen for at hilse paa mig. “Ja, dette her er noget andet end dengang, vi laa nede i Champagne i Poppelskoven”, mente Enemark, og jeg maatte give ham Ret. Selv om vi ikke havde det værst ved Artilleriet, saa maatte vi dog passe paa at tage een Dag ad Gangen for at holde til det.

Jeg blev engang spurgt under et otte Dages Ophold i Berlin paa et Gasværnskursus, hvordan det føltes, naar et Angreb rigtig satte ind. Ja, ingen undgik vel ved Lejlighed at føle Angst, men ellers var jeg ikke i Stand til at klare Spørgsmaalet dengang, Livsaanderne var sat ned til det mindst mulige. Men nu vidste vi det. Naar Trommeilden for Alvor tog Fart, saa man ikke var i Stand til at skelne det ene Kanonskud fra det andet, da følte man, at al Ondskaben var sluppet løs, det var — ja, det var, som om Helved blev lukket op.

Men alligevel, en Kammerat fra Østfronten, som led mere end de fleste under Brutaliteten, fordi hans Følelser endnu ikke var helt afstumpede, skrev engang: “Lad det ogsaa gaa med mig, som det kan, bare dette maa føre med sig, at Krigen ikke gentager sig, og Afslutningen maa blive til Gavn for mit Hjemland, vort kære Nordslesvig”.

Han blev derude, men nu havde vi den Lykke at opleve Genforeningen, at se vort Land under Dannebrog smykk et til Fest. Gamle og Unge i Højtidsdragt, Smaapigerne med Blomsterkranse om Haaret samlet for at byde Danmarks Konge velkommen. Ofrene havde ikke været forgæves, vort Haab var gaaet i Opfyldelse.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.