Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden
Ved ca. 4 tiden om morgenen den 15. juli blev ilden åbnet over hele linjen. Det var en ganske voldsom kanonade.
Vi mærkede hurtigt, at modstanderen var i stand til at svare igen. I marts ved St. Quentin svarede modstanderen slet ikke, den 27. maj ved den store offensiv ved Chemin des Dames mødte vi nogen modstand fra det franske artilleri; og her ved Marnen, fik vi straks at mærke, at de havde flere kanoner, end vi havde.
Vi havde kun sendt nogle få salver derover, så fik vi en voldsom ild igen.
Planen var, at vi skulle foretage overgangen over Marnen om morgenen klokken 5, men det slog meget fejl. Jeg stod ved 4. kanon, og vi blev ved med at fyre hele formiddagen.
Morgenstunden havde været noget tåget, der var blikstille, og krudtdampene ville ikke rigtig fortage sig. Skydningen blev mere og mere voldsom, en granat strøg over mit hoved, jeg havde en fornemmelse, som om den berørte stålhjelmen, så det gav et chok i mig, men den skal nok have været 1 m over hovedet.
Jeg sad imidlertid på sædet ved den venstre side og sigtede hele tiden. To mand stod ved lafetten og drejede den efter mine håndbevægelser, kanoner Uldworm og en mere. Jeg mærkede, at på en gang reagerede de ikke. Jeg drejede mig om og så, at de var falden begge to. Uldworm var død, den anden hårdt såret.
En mægtig stor granatsplint havde næsten skåret hovedet af Uldworm og såret den anden. Da vi hen på dagen fik et ophold i skydningen, lavede vi en grav til Uldworm under et blommetræ, der stod bag ved kanonen. Uldworm var den mindste af hele batteriet – nu var han også gået til den store armé hinsides.
Skydningen fortsattes, og to andre kom straks i deres sted, der var borte.
Hvad der egentlig foregik, var vi ikke rigtig klar over, men en ting mærkede vi, nemlig en frygtelig modstand og en voldsom ild fra modstanderens side. Der var uhyre mange flyvere oppe, og for første gang kunne vi tydelig se, at modstanderen havde absolut overtaget i luften. De tyske flyvere kunne slet ikke komme frem over kamplinjerne, men holdt sig mere bag ved fronten.
En løjtnant blev såret straks om morgenen, han forlod batteriet. Hen på eftermiddagen fik vi ordre til at pakke sammen; vi gjorde os færdig; men vi holdt længe på stedet, inden vi fik ordre til afmarch.
Vi holdt bag et hegn. Hestene stod foran kanonerne, en del af kanonererne sov, men i det hele og store var der en mærkelig spænding over det hele. Infanteriet var gået over Marnefloden, men hvor langt de var fremme, vidste vi ikke.
Sanitetsvæsenet (ambulancekolonnen) havde et stort arbejde med at få de sårede transporteret tilbage. Vi kørte så nogle km. frem, holdt igen, så rykkede vi frem igen en ca. 4 – 5 km holdt igen et stykke tid, men derefter rykkede vi frem til byen Dormans, der holdt vi længe i denne bys gader. Byen lå lige ned til Marnefloden; den var meget beskudt, ja, den lå hele tiden under ild, snart fra artilleriet, snart fra luften.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.