En anonym sønderjyde fortæller
Hen på sommeren 1917 blev vort regiment flyttet længere sydpå og lå nu syd for chausseen Novo-Alexandrowsk-Dvinsk med byerne Plinka og Labina bag os, Kalnischki med godset Ellern på russisk side.
Herfra rejste jeg på orlov i oktober måned. Dagen før jeg skulle rejse tilbage, fik jeg besked om at afhente en pakke hos min faster og onkel, Hans Chr. Hansen, Nørrelykke. Det var jeg ikke længe om at efterkomme. Faster havde lavet en pakke med mange gode ting, men da jeg mødte onkel ude i alleen, syntes onkel alligevel, at det var for lidt til en sådan »kriger«. Jeg måtte med ned i frugthaven, hvor der i et bihus stod flæskesider på højkant, og her blev der skåret et godt stykke af.
Så fulgtes vi ad til vognporten, hvor en skjult låge gav adgang til andre gode ting. Da vi stod inde ved køkkenbordet, optaget af at pakke min proviant, sagde onkel, idet han pegede på en russisk krigsfange ude i gården: »Det burde jo være Feodor, der rejste østpå og ikke dig. Tal med ham om, hvor han er fra«.
– Det viste sig nu, at han var hjemmehørende lige ovre på den russiske side af vor stilling. Faderen havde en gård i forpagtning fra godset Ellern, og deres kirke var Kalnischki.
Jeg had nu om at få et brev med, som jeg så ville forsøge at overbringe hans pårørende, som han ikke havde haft forbindelse med siden tilfangetagelsen i 1915.
Da han ikke selv kunne skrive, blev brevet skrevet om aftenen i fangelejren i Holm kro.
Jeg spekulerede meget over, hvorledes jeg kunne få brevet afleveret. Betro det til en geværgranat eller en lille mine, turde jeg ikke, det var jo. ikke det samme som flyveblade, hvor det ikke betød så meget, om det halve gik tabt.
Først i februar lykkedes det at få brevet afleveret. Fronten var da lagt frem til Peipussøen, og da jernbanen bagud var genoprettet, anmodede jeg min kompagnifører, som jeg havde orienteret om mit ærinde, om at måtte rejse tilbage til Kalkuny, hvorfra jeg startede mod mit mål.
Fra den røde bro over Dvina fulgte jeg vejen sydpå og kom hen på eftermiddagen til godset Ellern. Godsejeren, der hed Rommel, afviste mig brysk og henviste mig til degnen, som boede i et lille hus ved kirken. Da jeg bankede på her og lukkede døren op, var degnen ikke sen til at komme ned fra ovnen.
Jeg trak mig tilbage til vindfanget foran huset, og da han kom frem, viste jeg ham brevet. Han bad mig vente lidt og fulgte så med mig over en mark i retning af floden. Jeg var lidt betænkelig, men da vi kom hen til skrænten, så jeg en ældre mand sidde på en sten ved bredden, og jeg forstod nu, at det var præsten.
Han læste nu brevet, men af hans gebærder kunne jeg forstå, at han var i vildrede. – Navnet Junevorich var tilsyneladende lige så almindeligt, som Hansen og Petersen hos os. Men efter at have oplyst ham om Feodors Søskende og om, hvilket regiment Feodor tilhørte, viste han mig den rette vej.
Da jeg kom til ejendommen, stod en ung, kraftig mand, iklædt militær drejlstøj i døren.
Jeg spurgte: »Er det Junevorich?«
Han pegede mod sit bryst: »Stanislaus Junevorich«.
Det var broderen, som på dette tidspunkt var gået fra sit regiment, artilleriet. Han kunne læse, og jeg blev modtaget på det bedste.
Om eftermiddagen besøgte vi en tolk, hvor vi havde lejlighed til at tale sammen. Det var det første livstegn fra Feodor siden 1915.
I en båd, som var gemt under høet, blev jeg roet over på den østlige bred, hvorfra jeg kun havde en milsvej til Dvinsk. Desværre var Feodor rejst til Fyn, da jeg igen kom hjem.