I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.
I dag er det en signalfløjte fra den lette tyske krydser SMS Undine. Fløjten har en dykker fundet ved vraget og foræret museet.
Det er – som det ses – ikke en bådsmandsfløjte (Bootsmannspfeife), men en trillefløjte (Trillerpfeife).
Bådsmandsfløjten var officerernes signalgivningsfløjte, mens underofficererne brugte en trillefløjte.
Begge typer af fløjter blev anvendt til signalgivning.
Trillerfløjten – også kaldet en “Batteriepfeife” – blev navnlig brugt til navigationskommandoer o.l.
SMS Undine var den sidste af 10 lette krydsere af gazelle-klassen. Den var bygget på Howaldtswerke i Kiel. Den blev køllagt i 1901 og løb af stablen i 1902. Skibet var 105 meter langt og 12,5 meter bredt og havde en besætning på 270 mand.

I 1904 påbegyndte SMS Undine sin tjeneste. Den blev hjemmehørende i Sønderborg som skoleskib for artillerister, da skibsartilleriskolen åbnede her i 1907.
SMS Undine var bevæbnet med ti 10,5 cm kanoner og to 45 cm torpedorør. Den havde en topfart på svimlende 21,5 knob (39,8 km/t).
Ved krigsudbruddet i 1914 blev SMS Undine indsat i Østersøen til kystbevogtning og beskyttelse af tyske fragtskibe.
SMS Undine blev sænket den 7. november 1915 i Østersøen af den britiske u-båd E19. 14 søfolk omkom, men resten af besætningen blev reddet af to ledsagende destroyere.
Skibet ligger i dag på 50 meter vand midt i Østersøen mellem Blekinge, Bornholm og Rügen.
Bornholm ligger ca. midt mellem Blekinge & Rügen, så det er svært at afgøre hvor skibet blev sænket. Kendt viden at engelske ubåde var aktive i Østersøen.
Hvis du skulle få lyst til en svømmetur, Poul Erik…
https://www.google.com/maps/place/54%C2%B059'00.0%22N+13%C2%B051'00.0%22E/@55.0276397,14.3691011,205650m/data=!3m1!1e3!4m5!3m4!1s0x0:0x59edfb20946a8059!8m2!3d54.983333!4d13.85?hl=en