Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen var tæt på midt i december. Området der skulle overdrages til de allieret var endelig rømmet, og så var der ikke langt hjem. Slesvigerne måtte dog vente lidt længere.
Den 9. December naar vi »Brohovedets« Grænse og er derved først kommet ud af det Omraade, som i Følge Vaabenstilstandsbetingelserne skal tages i Pant af de allierede.
Fra Reims dybt nede i Frankrig til Westerwalds Bjerge langt inde i Tyskland! Det er en lang Vej! Det var mange Trip for de gamle Ben!
Vejens Længde er et Maal paa, hvor dybt Tyskland er styrtet ned! Det tænker vi ikke paa. Humøret er godt. Der synges om Dagen og danses om Aftenen. Det gaar jo hjemefter!
Regimentet kravler ud af Westerwalds Bjerge og stiger ned i Lahn-Dalen, stamper gennem Marburg og Giessen og har den 15. December, efter 1 Maaneds og 1 Dags March, naaet Maalet, Egnen ved Hersfeld og Fulda midt i Hessen. Den 18. hjemsendes Sydtyskeme, den 19. Mellemtyskerne. Regimentets Kærne, Slesvigere, Holstenere, Hanseater, Meklenborgere er ene tilbage.
Deres rolige Sind stilles paa en tung Prøve.
De holder Jul i Hessen, de ser det nye Aar komme.
— »Der Krieg ist für die Dummen! Mens alle andre forlængst er hjemme, lader man os ligge her til Straf for vor Skikkelighed!«