15. august 1915.

Det er Aften.

Jeg sidder oppe paa de gamle Fæstningsvolde med Vemod i Sind og længes efter Hjemmet der langt mod Nord, længes tilbage til den Tid, da jeg var lille, til Fortidens gyldne Land.

Den Gang syntes jeg, „at Verden den var meget mindre, men ogsaa meget mindre slem.“ Den Gang syntes Engene mig grønnere og Himlen mere blaa. Livet laa for mig som en skøn og herlig Drøm.

Og nu synes Verden mig næsten et Fængsel.

Jeg forstaar det, at Morten Luther kunde kalde den for en Jammerdal.

Det er ikke alene denne frygtelige Verdenskrig, der ligger og tynger paa mit Sind som en Kæmpe­mare, men jeg føler det ogsaa saa grant, at det er Synden, der røver mig Freden. Hele Livet er en Kamp: „i Kamp man gaar til sin Grav.“ Men nu, mens Mørket falder og Nattens Stjerner blinker ned til mig, da sker det underlige, at ogsaa mit Indre bliver saa fredeligt stemt. Jeg véd jo, at én vil ogsaa i den kommende Nat vaage over mit Leje, og denne er den eneste sande Sjæleven, der ikke vil forlade mig, selv i Dødens Skyggedal.

Og da folder jeg mine Hænder, og jeg beder mit Fadervor, som min Moder lærte mig at stamme, da jeg endnu var lille. Og jeg véd jo, at hjemme har jeg en gammel Moder, der hver Aften beder for sin Søn dér langt borte i det fremmede Land.

Ja, der oppe i Nord, hvor Karlsvognens Stjerner blinker, der ligger et lille Sletteland, hvor Tusinder af Mødre beder for Sønner i det Fjerne. Og Gud lyt­ter gerne til en Moders Bøn.
Saa falder det mig i Tanker, hvad en Artillerist for talte mig fra de skæbnesvangre Oktoberdage, da Byen her blev stormet.

Hans Batteri var kørt op for Enden af en Gade, og Granater og Geværkugler fejede langs ad den. Da skete det, at en Kvinde pludselig løb midt ind i Kugle­regnen med to smaa Børn ved Haanden. „Da“, fortalte den unge Soldat, „tænkte jeg paa min Moder, og mit Hjerte stod stille af Rædsel. Men hun og Børnene slap uskadte gennem Kugleregnen. Siden den Dag tror jeg paa Underet.“

Saadan gaar det vel flere end ham. Man kommer til at tro paa Underet, naar ens egen Forstand glipper. Der er ikke andet for, man griber igen til sin Barne­tro, prøver, om den kan bære, og se, den kan bære. Det er den eneste Redningsplanke der gives.

Th. k .