Peter Clausen fra Lundsgårdsmark gennemgik i 1915 fem måneders rekruttræning i Aabenraa under kommando af den særprægede Knudsgaard “von Barsmark.”

Afrejsen til fronten blev stadig udsat, og da vi næsten hver dag havde lange marchture, regnede vi så småt med, at vi skulle til Rusland og nu skulle i træning.

Normalt så vi ikke meget til vor chef, major Knudsgaard, på eksercerpladsen, men når vi var på tur, bl. a. ude på Løjtland, så kom han for det meste på sin brune vallak og hentede os hjem.

En gang, vi holdt lidt hvil i Barsmark, kom hans naboer og hilste på ham, og det kom på dansk: »Go’dav Jep«. Det irriterede ham  sandsynligvis, for han skal have affærdiget dem med følgende: »Ich will das »Jeppen« nicht haben«. Om det stemmer, det ved jeg
ikke, da jeg personlig ikke har hørt udbruddet.

Blandt alle de forskellige befalingsmænd, vi havde, husker jeg også en officersstedfortræder, der var fra Pommern. Hans navn mindes jeg ikke, men det var noget med »ski«, og vi kaldte ham »Krumstiefel« på grund af hans lange, krumme ben, som altid stak i infanteristøvler. Det var en lang, knoklet fyr, og han var fanatisk soldat, så det idylliske liv, som vi levede i Aabenraa, var noget, der ikke passede ham.

En eftermiddag skulle vi have let tjeneste nede på måderne, men han havde kommandoen. Uden at have lov dertil lod han sig udlevere en del patroner med løst krudt, og i stedet for at komme til at lege »tre mand høj« slæbte han os ud på Løjtland, hvor vi skulle lege rigtig krig. Der blev formeret skyttekæde og hvad mere, han kunne finde på af sligt. Så blev det ene hegn stormet efter det andet, og der blev knaldet med de førnævnte »Platzpatroner« i stor stil, så køeme rev sig løs og for forvildede omkring, mens vi ved vore stormangreb lavede huller i de levende hegn.

Dagen efter var det ikke godt at være »Krumstiefel«. Knudsgaard var vred, og »Krumstiefel« fik otte dages kvarterarrest, så vi så ham om morgenen sidde ved sit vindue, som vendte ud mod torvet, og se sur og for trædelig ud, alt imens vi godtede os umådeligt over det, der var forefaldet.

I de fem måneder, vi var i Aabenraa, var vi en lille flok, der havde et godt tilholdssted på »Folkehjem«, hvor vi kunne læse aviser fra Danmark og høre nyt om mange ting. Værtinden, fru Andersen, tog sig meget af os, og også hendes mand, Nikolaj Andersen, viste sig og snakkede med os.

DSK-årbøger 1968.