Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Men midt i november måtte han bryde op med en stor safari med ammunition.

Den næste Dag sendte vi endnu en Safari af Sted, og ogsaa denne Dag var de engelske Flyvere virksomme, men uden andet Resultat, end at der fremkom endnu nogle dybe Huller i Skovbunden.

Vi talte om deres voldsomme Aktivitet og tog det som Tegn paa en ny Offensiv, men Stache kunde ikke forstaa, hvor de havde faaet Tropper fra til nye Angreb, for det var almindelig kendt, at Sydafrikanerne var rejst hjem.

Der var under alle Omstændigheder ikke andet at gøre end at faa rømmet Depotet saa hurtigt, det kunde lade sig gøre, og vort Arbejde de kommende Dage bestod i at skrabe Bærere sammen i saa stort Tal som muligt og sende dem ned langs Floden til Logeloge.

Vi havde Held med os, og Depotet blev tømt. Med den sidste Safari drog Stache og jeg, og jeg kom igen ind under den sære Fortryllelse, der er over den afrikanske Safari med dens lange Marcher gennem skiftende, frodige Landskaber, dens Lejrbaal og dens Jagteventyr med Skuffelser og Triumfer.

Endnu sang Bærerne. Forsangeren sang for: — Bærerne er kommet — er denne Safari ikke herlig!

og Bærerne svarede i Kor: — Bærerne er kommet!

Sangene blev digtet paa staaende Fod skabt af Bevægelsens Glæde og Følelsen af Samhørighed. Med Mellemrum lød det som en Appel til Bærerne: — Er I der — er I der! og Bærerne svarede igen i Kor: — Vi er her — vi er her!

Naar Solen begyndte at bage og Byrderne at tynge, døde Sangen bort, og i Stedet for hørtes de pustende og anstrengte Aandedrag, men saa, naar Humøret var allerlængst nede, kom det igen fra Forsangeren: — Er I der — er I der!
og Svaret kom stønnende og anstrengt tilbage: — Vi er her — vi er her!

Bagved mig hjulede den lille Ali af Sted med to Skridt for hvert ét af mine, og efter ham fulgte Ramansan, høj, mørk og alvorlig. Paa Hovedet bar han en Høne, som han havde købt i Kungulio og havde flettet et kunstfærdigt Bur til. Jeg havde bedt ham slagte den, da han sagtens kunde faa nok at slæbe paa uden den, men Ramasan rystede blot paa Hovedet og passede dobbelt omhyggeligt paa sin Høne, som om han mistænkte mig for at ville slagte den i et ubevogtet Øjeblik.

Safarien blev fulgt af en lille Gruppe Kvinder, som Bærerne havde taget med paa Vejen. En af dem, en ung smuk Negerpige, viste en paafaldende Interesse for Ramasan, naar vi slog Lejr, og inden længe var jeg klar over, at Ramasan havde gjort sig skyldig i den  Lovovertrædelse, som man andre Steder kalder for Bigami.

Jeg foreholdt ham dette og mindede ham om, at han havde en Kone i Daressalam. Ramasan bestred det ikke, men svarede blot:
— Hende har jeg jo ikke her, Bwana, og maaske har hun allerede taget sig en anden.

Ramasan saa liberalt paa Ægteskabet. Hans fulde Navn var Ramasan bin Masudi, og han bekendte sig til Muhameds Lære, som sejrrigt var trængt frem til Kondoa-Irangi med Slavejægerne fra Zanzibar. Vi talte derfor aldrig mere om Ramasans andet Ægteskab, og jeg havde saa meget mindre Grund til at gøre det, som Ramasan ikke havde bedt om Forskud ved denne Lejlighed.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)